Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs vores cookiepolitik

Jobglæde i havnevagten

16. januar 2018

ESBJERG HAVN: Egentlig er det kommet lidt bag på Bitten Bram, hvor glad hun er for et landjob som havneassistent på Esbjerg Havn. Nu tror hun aldrig, hun kommer til søs igen

 
Nivi

Af Lise Mortensen | Lederne Søfart

- Jeg glad for, at mit arbejde er en god blanding af menneskekontakt og administration. Nogle gange kører jeg rundt på havnen på patrulje – andre gange sidder jeg og arbejder med nogle detaljer, siger Nivi Sort Holck. I september startede hun i nyt job på Esbjerg Havn som havneassistent. Hun er tilknyttet dagteam i Maritim Afdeling.

Vi arbejder med at pleje kunde- og leverandørkontakter. Vi holder styr på alle aftaler og sender afregninger. Vi patruljerer havnen i dagtimerne, besigtiger skader, mødes med kunder og har også ansvaret for porte, el og arealer, fortæller Nivi Sort Holck:

- Typisk får vi en henvendelse fra et firma, der gerne vil leje arealer til møllevinger eller andet – og gerne i nærheden af den kaj, hvor de skal udskibes. Så får vi detaljerne på plads, tit mødes vi på arealet, og slutteligt informerer vi havnevagten om aftalen.

Jeg startede min oplæring i havnevagten, inden jeg kom i gang i dagteamet. Vi hjælper hinanden i afdelingen, og det fungerer rigtig godt, at dem fra dagteamet kan afløse i vagten.

Ellers har det været en glidende overgang med sidemandsoplæring, introduktion til vores arealer, bygninger og opgaver på havnen såvel som kontoret. Efterhånden har jeg fået flere opgaver selv, men jeg er da stadig med en kollega ude ved kunder og møder.

Esbjerg Havn har mange arealer og mange forskellige aftaler med kunder. Jeg skal sætte mig ind i, hvilke der er, hvilke vilkår der er for de forskellige aftaler – både reel arealudlejning såvel som aftaler i forbindelse med skibsanløb og kajernes brug. Vi har også et godt samarbejde med agenterne, lodserne og flere, fortæller Nivi Sort Holck.

- Normalt arbejder jeg fra 7 til 15; det passer mig rigtig godt.

Kan lide branchen
Nivi Sort Holck er vokset op i Grønland og arbejdede som ung i sine forældres virksomhed, hvor hun havde forskellige opgaver, blandt andet løn og faktureringer for et mindre trawlerrederi.

- Som mange andre selvstændige i Grønland havde min familie mange forskellige projekter, og i fritiden var vi altid afsted i båden eller i fjeldet. Det har givet mig nogle erfaringer og kompetencer, som har været med til at forme mig.

Jeg trives bedst, når jeg får mulighed for at arbejde med flere forskellige ting – fra arbejdet på havnen til at sidde med administrative opgaver på kontoret.

Nivi Sort Holck startede til søs som elev på Skoleskibet Danmark i 2003. Hun er dual skibsfører fra SIMAC, var aspirant ved Royal Arctic Line og blev færdig i 2010. Herefter sejlede hun videre for Royal Arctic Line i et par år.

- Men jeg havde lyst til at prøve noget andet. Jeg kunne godt lide at sejle, men jobbet til søs passede mig alligevel ikke helt, det var ikke 100 procent mig. Jeg trives med en hverdag i land – hvor jeg også har mulighed for at have en dagligdag og dyrke nogle hobbyer, siger Nivi Sort Holck.

I 2012 gik hun i land og blev stevedore formand ved Blue Water Shipping i Esbjerg, hvor hun lastede offshore, vindmøller, bulk og RoRo.

- Jeg havde min gang på Esbjerg Havn, og et godt samarbejde med havnearbejdere, skibenes besætninger og Esbjerg Havns kranafdeling. På kontoret sad vi fysisk ved siden af agenterne, så det har også givet mig en forståelse for deres arbejdsgange. Det var et spændende arbejde og nogle gode erfaringer, som jeg drager nytte af i mit nye arbejde som havneassistent, understreger Nivi Sort Holck.

Hun nåede at være i Blue Water Shipping i et års tid, men valgte selv at stoppe, da hun fik sit første barn. Jeg kunne ikke få arbejdstiderne til at gå op med familielivet, når min mand var afsted på søen. Det betyder meget for mig, at jeg har en almindelig arbejdsdag og har muligheden for køre hjem, hvis børnehaven eller vuggestuen ringer.

Gik rigtigt i land
Senere fik Nivi Sort Holck et landjob uden for Det Blå Danmark som dokumentationskoordinator ved Babcock & Wilcox Vølund.

- Den var ikke på nogen måde en maritim stilling, men jeg fik den i kraft af mine samlede erfaringer – også mine kompetencer fra den maritime verden: Jeg har administrative kompetencer, og jeg er detaljeorienteret. Min maritime uddannelse og baggrund betyder, at jeg er struktureret, trives med rutinepræget arbejde og kan arbejde under pres. Og endelig, giver min duale skibsføreruddannelse en teknisk forståelse for anlæggene.

Min chef var tidligere sejlende maskinmester, så han kunne godt se, at min baggrund passede godt ind i stillingen og det team, jeg skulle indgå i.

Esbjerg Havn
Med jobbet som havneassistent er Nivi Sort Holck tilbage i den maritime branche – hvor hun synes, at hun hører til, og allerede efter et par måneders arbejde på havnen kan hun opremse en lang række forhold, der gør, at hun er sikker på, at hun er ansat det rigtige sted:

- Det er rart at komme tilbage på havnen og i det maritime miljø. Folk er fremme i skoene, ting bliver implementeret med det samme – hvis der er en bedre måde at udføre en opgave på, bliver det ændret uden en masse møder. Det er ligesom ude ombord. Sikkerheden er høj; det er ens i hele branchen, der er tilknyttet.

- Esbjerg Havn er en meget fleksibel arbejdsplads. Det er mit indtryk, at der er åbent for, at vi i høj grad arbejder med det, der interesserer os, og hvor vi har kompetencer.

- Jeg havde forventet, at der ville være meget ”i plejer”, fordi folk har været her i så mange år. Men det er der simpelthen ikke, kollegerne er altid med på noget nyt, hvis tingene kan gøres bedre. Har du en god ide, så bliver den prøvet af. Det er også holdningen oppefra i organisationen.

- Og så er det er rart, at jeg har fri, når jeg går hjem. Der er ikke nogen dyr last, der er ikke noget, der kan falde ned i hovedet på nogen. Jeg kan bare gå hjem og holde fri. Det er kun ved ekstremt højvande – eller andre ekstreme vejrforhold, at vi bliver kaldt ind til ekstra vagter.