Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs vores cookiepolitik

Sømandsfradrag - sådan er reglerne

02. maj 2016

Søfartens Ledere får en del henvendelser om sømandsfradrag, og medlemmerne får forskellige svar fra Skat. Få overblik over reglerne her. 

 
Skib i farvandet

Af Søfartens Lederes skatterådgiver, Jytte Hjort

Vindmølleinstallationsskibe
Søfartens Ledere har haft en del forespørgsler om, hvorvidt man er berettiget til sømandsfradrag, når arbejdet foregår på vindmølleinstallationsskibe. Medlemmerne har tilsyneladende fået forskellige svar, når de har henvendt sig til Skat.

SL's revisor har nu undersøgt forholdet og er desværre kommet til den konklusion, at sejlads med disse skibe ikke giver ret til sømandsfradrag.

Det er en betingelse for sømandsfradrag:

  • at arbejdet foregår på skibe, der udelukkende anvendes til befordring af passagerer eller gods, eller som bugser- og bjærgningsfartøj eller kabellægningsfartøj og
  • at arbejdet foregår "uden for begrænset fart"

 

Definitionen af "begrænset fart" findes i søfolkskattelovens § 2, stk. 1, nr. 3. Vindmølleskibe falder ikke ind under disse definitioner og sejler således uden for begrænset fart.

Derimod må vi erkende, at vindmølleskibe ikke udelukkende anvendes til transport. Skibene er specialbyggede og udstyret med installationer, der anvendes i forbindelse med selve fastgørelsen af vindmøllerne.

Stenfiskerfartøjer, herunder sandsugere
Har mulighed for sømandsfradrag på op til 56.900 kr. Det er en betingelse, at fartøjet har egne fremdrivningsmidler og eget lastrum til transport af de indvundne materialer, og at det har en bruttotonnage på mindst 20 t. Også disse fartøjer skal sejle "uden for begrænset fart".

Begrænset fart - uden sømandsfradrag - kan være arbejde, der væsentligst foregår på danske indsøer, indre vandveje og fjorde, eller når forholdene er sådan, at man kan overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Skibe og installationer i forbindelse med kulbrinteudvinding m.v.
Endelig er der mulighed for sømandsfradrag ved arbejde på skibe og installationer, der anvendes i tilknytning til efterforskning og udvinding af kulbrinter, samt om bord på skole- og øvelsesskibe, der er underlagt lov om maritime uddannelser.

For disse stilles der ingen yderligere betingelser.