Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Krise og arbejdsmiljø

08. september 2009

Undersøgelsen belyser, hvilken betydning finanskrisen har haft for virksomhederne, hvordan krisen har påvirket det psykiske arbejdsmiljø, og hvordan lederne har oplevet og håndteret krisen.

Undersøgelsen viser, at 66 procent af lederne mener, at finanskrisen har haft en negativ eller meget negativ betydning for deres arbejdsplads og 60 procent af lederne forventer, at krisen fremover vil få en negativ eller meget negativ betydning for deres arbejdsplads. På en stor del af virksomhederne er der blevet anvendt en række tiltag som direkte konsekvens af finanskrisen. Eksempelvis har 65 procent skåret ned på medarbejderstaben og 57 procent har indført ansættelsesstop.

Større bekymring for fyringsrunder og større utryghed, er de mest markante konsekvenser af finanskrisen. Krisen har ifølge 67 procent af lederne medført mere bekymring for fyringsrunder på arbejdspladsen, og 60 procent oplyser, at krisen har medført større utryghed på deres arbejdsplads.

Finanskrisen påvirker ikke kun medarbejderne, en også lederne selv. Ifølge resultaterne er 39 procent af lederne blevet bekymrede for at miste deres job og har for 34 procent af ledernes vedkommende ført til mere stress. En stor del af lederne forsøger dog også at vende situationen til noget positivt. 54 procent af lederne svarer således, at krisen har medført, at de lærer en masse og får styrket deres ledelsesmæssige kompetencer og 51 procent svarer, at det betyder, at de har fået en spændende ledelsesmæssig udfordring.

Se hele undersøgelsen (pdf)