Finanslovforslag mangler fokus på arbejdskraftmangel og klima

En af de største udfordringer for Danmarks ledere lige nu er mangel på arbejdskraft, og derfor er det problematisk, at regeringen ikke har meget fokus på den udfordring i forslaget til finanslov. Ledernes administrerende direktør ærgrer sig også over, at der ikke er afsat flere penge til klimaindsatsen.

30. august 2021

- Rigtig mange ledere står lige nu i en situation, hvor de har svært ved at finde kvalificerede medarbejdere. Det er uden tvivl en af de største udfordringer for Danmarks ledere, og derfor er det problematisk, at regeringen stort set ikke har fokus på at løse arbejdskraftmanglen i udspillet til finanslov.

Sådan siger Ledernes administrerende direktør, Bodil Nordestgaard Ismiris, i en kommentar til det finanslovforslag, som finansminister Nicolai Wammen netop har offentliggjort. Hun havde eksempelvis gerne set initiativer til at lokke seniorer til at blive længere på arbejdsmarkedet og en stærkere indsats for at få ledige hurtigere i job.

Bodil Nordestgaard Ismiris kritiserer også, at regeringen ikke afsætter midler til en større indsats på klimaområdet:

- Regeringen tilkendegiver i skåltalerne store ambitioner på klimaområdet, og de officielle målsætninger er også flotte. Men i Lederne savner vi, at det for alvor følges op med håndfaste initiativer og økonomiske midler. Danske ledere er klar til at gøre en indsats for klimaet, men forudsætningen er altså, at regeringen går forrest med konkrete, klare og langsigtede politiske initiativer. Vi ved eksempelvis, at der er brug for en alvorlig oprustning af ledernes grønne kompetencer. Og det havde vi gerne set, at der var afsat penge til.

Boligjobordningen kan også medvirke til, at flere arbejder lidt flere timer og dermed kan afhjælpe manglen på arbejdskraft

Bodil Nordestgaard Ismiris, administrerende direktør i Lederne.

Boligjobordning skal bevares

Ledernes administrerende direktør er til gengæld tilfreds med, at regeringen vil afsætte penge til en national digitaliseringsstrategi, som skal udarbejdes til efteråret. Og derudover er det positivt, at regeringen vil fastholde boligjobordningen.

- Boligjobordningen spiller en vigtig rolle for at sikre, at familier nemt kan betale sig fra en del af arbejdet i hjemmet og dermed sikre, at begge forældre har mulighed for at gøre karriere. Det er afgørende i indsatsen for, at flere kvinder bliver ledere, og at vi dermed udnytter talentmassen i Danmark bedst muligt. Boligjobordningen kan også medvirke til, at flere arbejder lidt flere timer og dermed kan afhjælpe manglen på arbejdskraft, siger Bodil Nordestgaard Ismiris, som gerne ser, at servicefradraget i boligjobordningen forhøjes, og at ordningen gøres langt mere fleksibel at anvende for familierne.

Kontaktoplysninger ved pressehenvendelser

Jesper Melgaard
Jesper Melgaard
Pressechef
Mobil: 2769 4569
E-mail: jem@lho.dk