Regeringen bør tænde det lange lys
Med et underskud, der går til kanten af det tilladte, trækker regeringen Danmark ud på en økonomisk risikabel kurs, hvor der ikke er tænkt nok på investeringer i fremtiden.
31. august 2020
Regeringen lægger med finanslovforslaget op til at bruge 21 mia. kr. mere end tidligere forudsat og skaber dermed et offentligt underskud, der er på kanten af det tilladte ifølge de fælles spilleregler i EU. Det risikerer at true holdbarheden i dansk økonomi, fordi det kommer oven i regeringens pensionsudspil, som trækker cirka 10.000 personer ud af arbejdsstyrken, lyder det fra Ledernes Hovedorganisation i en kommentar til dagens finanslovsudspil.
- I en krisesituation kan det være fornuftigt at pumpe ekstra offentlige kroner ud i økonomien, men det virker som om, regeringen har undladt at tage højde for en fremtid, hvor der skal være råd til blandt andet velfærd til flere ældre og flere børn. Med udspillet forsømmer regeringen at investere massivt i fremtiden – og særligt i den grønne omstilling. I stedet prioriterer regeringen at bruge milliarder på at trække ca. 10.00 personer ud af arbejdsstyrken, siger formand for Ledernes Hovedorganisation, Svend Askær.
I sit finanslovsudspil vil regeringen afsætte 9,2 mia. kr. til en såkaldt krigskasse, der skal bruges til at sætte yderligere gang i økonomien til næste år og til håndering af udfordringer afledt af COVID-19.