Jobcentrene skal på banen

31. januar 2018

I december 2017 var bruttoledigheden 113.000 fuldtidspersoner, hvilket var 1.800 lavere end i november. Det viser Danmarks Statistiks nye opgørelse over ledigheden i Danmark, som blev offentliggjort onsdag. Ledighedsprocenten udgør således i december 2017 4,2 pct. Samlet set lå ledigheden i 2017 på 4,3 pct., hvilket er på niveau med ledigheden året før.

Ledighedsgraf 31. januar 2018

- Sammenholdt med, at mange virksomheder står og mangler kvalificeret arbejdskraft, er det overraskende, at ledigheden ikke faldt i 2017. Det er derfor vigtigt, at jobcentrene kommer på banen, og Christiansborg laver reformer, der kan skaffe den nødvendige arbejdskraft, siger direktør Henrik Bach Mortensen fra Lederne.

Ifølge en konjunkturundersøgelse blandt Ledernes medlemmer venter knap halvdelen af lederne på de danske virksomheder at få problemer med at finde ny arbejdskraft i første halvdel af 2018.

Ledernes undersøgelse viser, at det især er faglærte og medarbejdere med en videregående uddannelse, som lederne er på udkig efter. Dette understøttes yderligere af en række andre analyser, som viser en massiv mangel på arbejdskraft på f.eks. faglærte områder som Metals, men også inden for mere specialiserede IT-områder.

- Der er allerede igangsat en målrettet indsats for at få flere unge ind på bl.a. erhvervsskolerne. Desværre vil der gå flere år, før de unge er til rådighed for arbejdsmarkedet. Virksomhederne får ikke den efterspurgte arbejdskraft ud på arbejdsmarkedet fra den ene dag til den anden. Derfor skal det samtidig med en styrket indsats i bl.a. jobcentre være lettere at tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft til Danmark, fastslår Henrik Bach Mortensen.

Kontaktoplysninger

Henrik Bach Mortensen
Direktør, Lederne
Telefon: 2491 9957
E-mail: hmo@lederne.dk

 

Michael Monty
Pressechef, Lederne
Tlf.: 2428 2470
E-mail: mmo@lederne.dk