Mit Lederne

2018

Brug for bedre muligheder for at hente udenlandsk arbejdskraft

22. maj 2018

Endnu gang sætter beskæftigelsen rekord. Skal vi fortsætte væksten, er det nødvendigt at gøre det lettere for virksomhederne at hente udenlandsk arbejdskraft. Det siger analysechef hos Lederne Kim Møller Laursen i en kommentar til dagens beskæftigelsestal fra Danmarks Statistik.

Tallene viser, at der i marts var 2.733.500 med lønmodtagerjob. Dermed er beskæftigelsen steget med 600 fra februar til marts.

- Det er glædeligt, at vi fortsat er i stand til at øge beskæftigelsen uden, at der opstår massive flaskehalse. Der er dog allerede nu inden for visse fag så udtalte mangelproblemer, at de er svære at løse med den arbejdskraft, vi har i landet.  Derfor er det vigtigt, at virksomhederne får bedre muligheder for at tiltrække den rigtige arbejdskraft fra udlandet. Selv om vi i højere grad får målrettet uddannelserne til arbejdsmarkedets behov, løser det ikke de aktuelle mangelproblemer, der er inden for flere fag, siger Kim Møller Laursen.

Derfor er det positivt, at regeringen i løbet af de næste par måneder vil komme med et udspil, som skal forbedre mulighederne for at tiltrække udenlandsk arbejdskraft, mener Kim Møller Laursen.

Det seneste konjunkturbarometer fra Danmarks Statistik for april 2018 viser, at manglen på arbejdskraft er stigende på tværs af brancher. Således har næsten hver fjerde virksomhed i bygge- og anlægsbranchen oplevet, at de må begrænse deres produktion på grund af mangel på arbejdskraft, mens det gælder hver syvende af servicevirksomheder og hver tiende virksomhed i industrien.

Kontaktoplysninger

Kim Møller Laursen
Analysechef, Lederne
Telefon: 3283 3382
E-mail: kml@lederne.dk

 

 

Morten Bonde Pedersen
Pressekonsulent, Lederne
Tlf.: 3283 3456
E-mail: mpe@lederne.dk