Voldsom stigning i antal ledige job

Antallet af ledige stillinger i den private sektor i Danmark er steget markant fra 2012 til 2017. Lederne mener, at udviklingen blandt andet understreger det aktuelle pres på arbejdsmarkedet med risiko for stigende mangel på arbejdskraft.

11. december 2017

I 3. kvartal 2012 var der godt 19.000 ledige stillinger i den private sektor. I 3. kvartal 2014 var antallet af tomme stole kommet over 22.000, og i 3. kvartal i år er der næsten 33.000 ledige stillinger i den private sektor, viser tal fra Danmarks Statistik.

Stigningen i antallet af ubesatte stillinger på 70 procent fra 2012 til 2017 vidner om vækst, men giver samtidig anledning til bekymring, mener sekretariatschef hos Lederne Berit Toft Fihl.

- Udviklingen understreger, at vi har et dansk arbejdsmarked i betydelig vækst og udvikling – men tallene er også udtryk for, at presset på arbejdsmarkedet vokser med risiko for stigende mangel på arbejdskraft. Det er derfor nødvendigt med politiske initiativer, som kan gøre opsvinget levedygtigt og forhindre, at danske virksomheder på grund af mangel på arbejdskraft må takke nej til ordrer eller rykke ud af landet, siger Berit Toft Fihl.

Den forholdsmæssigt største stigning er sket i Region Nordjylland med 84 procent fra 2012 til 2017. I antal er de ubesatte job i regionen vokset fra 1.248 i 3. kvartal 2012 til 2.301 i 3. kvartal 2017. Herefter følger region Midtjylland med en stigning på 82 procent.

En ledig stilling er defineret som en lønnet stilling, der er nyoprettet, ubesat eller er ved at blive ledig, og som arbejdsgiveren tager aktive skridt til – og er parat til at tage yderligere skridt til – at besætte med en egnet kandidat uden for den pågældende virksomhed. Derudover skal arbejdsgiveren have til hensigt at besætte jobbet enten omgående eller inden for en nærmere angivet periode.


Stigning i ledige stillinger
Kilde: Danmarks Statistik

Kontaktoplysninger

Michael Monty
Pressechef hos Lederne
Telefon 2428 2470
E-mail mmo@lederne.dk

Berit Toft Fihl
Sekretariatschef, Politik & Presse
Telefon 2428 2453
E-mail btf@lederne.dk