Nødvendigt med mere udenlandsk arbejdskraft for at fastholde opsving

Ledigheden i Danmark faldt fra oktober til november 2017 med 2.200 fuldtidspersoner, og ledighedsprocenten er uændret på 4,3 procent.

05. januar 2018

Det viser de nye ledighedstal fra Danmarks Statistik. I en kommentar til ledighedstallet fastslår direktør hos Ledernes Hovedorganisation Henrik Bach Mortensen, at det er nødvendigt at rekruttere mere arbejdskraft uden for Danmarks grænser. Han påpeger samtidig, at opsvinget i øjeblikket buldrer derudaf i både Sverige og Tyskland.

 

- Det er nødvendigt, at vi åbner mere op for udenlandsk arbejdskraft, hvis vi skal fastholde opsvinget. Mere udenlandsk arbejdskraft er et nødvendigt supplement. Samtidig må vi for alvor få taget fat på at få nedbragt ledigheden for de 25-29-årige, som med en ledighed på 8,4 pct. fortsat er langt over landsgennemsnittet, siger Henrik Bach Mortensen.

 

- Derudover har vi nu en gylden chance for også at få kontanthjælpsmodtagerne i arbejde. Derfor skal der også væsentligt større fokus at bruge opsvinget til at give den gruppe fodfæste på arbejdsmarkedet, fastslår Henrik Bach Mortensen.

 

Selv om han finder det positivt, at ledigheden tog et lille nøk nedad fra oktober til november, minder han om, at det samtidig øger presset på arbejdsmarkedet. Og der er ingen hjælp at hente hos vores nærmeste naboer, pointerer direktøren.

 

- Både i Sverige og i Tyskland buldrer opsvinget derudaf. Ifølge den svenske arbejdsformidlings nye prognose forventer man, at 227.000 nye job vil blive skabt til og med 2019. I Skåne vil det ifølge prognosen føre til 8.800 job i 2018. Arbejdsgiverne i Skåne har ikke været så optimistiske siden 2007. Og i Tyskland er arbejdsløsheden mere end halveret på 12 år. Ledigheden i Tyskland er nu 5,5 procent, hvilket er den laveste siden genforeningen i 1990, siger Henrik Bach Mortensen.

Kontaktoplysninger

Henrik Bach Mortensen
Direktør, Lederne
Telefon: 2491 9957
E-mail: hmo@lederne.dk

 

Michael Monty
Pressechef, Lederne
Telefon: 2428 2470
E-mail: mmo@lederne.dk