Børnecancerfondens direktør Årets Leder 2016
24. november 2016
Siden hun i 1984 som sygeplejeelev havde sit første møde med kræftsyge børn og deres familier, har hun viet det meste af sit arbejdsliv til børn med cancer. I dag blev den 55-årige direktør for Børnecancerfonden Marianne Benzon Nielsen den 15. modtager af prisen som Årets Leder. Prisen blev uddelt på konferencen Ledelsens Dag i København. Årets Leder 2016 kan træde ind i et ærefuldt selskab af prismodtagere, som blandt andre tæller Lego-direktør Jørgen Vig Knudstorp, lakridsinnovatør Johan Bülow og oberst Kim Kristensen.
Marianne Benzon Nielsen tiltrådte i Børnecancerfonden i marts 2008 efter tidligere at have arbejdet på Rigshospitalets børnekræftafdeling og som leder af Ronald McDonald Hus, der ligger i forbindelse med hospitalet og tilbyder indkvartering til familier til et livstruet barn.
Formanden for Lederne, Svend Askær, betonede i sin tale til Marianne Benzon Nielsen betydningen af, at ledere er nærværende og tager ansvar.
- En leder, der er til stede i nuet, er også en leder, som er nærværende for sine medarbejdere og sin organisation. Og det er et godt og afgørende udgangspunkt for at skabe gode resultater, at man er nærværende som leder. Det er du er godt eksempel på. Mange af os, der er blevet ledere, er blevet det, fordi vi finder det helt naturligt at påtage os et ansvar. Vi kan ikke lade være – og det gælder i høj grad også dig, sagde Svend Askær til Årets Leder 2016.
Marianne Benzon Nielsen takkede for kåringen og erklærede sig "super stolt og beæret" over at indskrive sig i feltet over hædrede ledere.
Børnecancerfondens mål er, at samtlige 200 børn, der hvert år får konstateret kræft, skal overleve til et godt liv fri for bivirkninger. Under Marianne Benzon Nielsens ledelse er både antallet af tilbud til familier med kræftsyge børn og bevillingerne til forskning i børnekræft blevet øget. Fonden uddelte i 2015 47 millioner kroner til kampen mod børnekræft, hvilket er det største beløb, siden fonden blev stiftet i 1995. 82 procent af de uddelte midler sidste år gik til forskning.
Marianne Benzon Nielsen betegner sig selv som en meget inkluderende og nærværende leder. Hun mener, at kimen til lederkarrieren blev lagt, da hun som ung sygeplejerske på Rigshospitalet fandt ud af, at hun har evner for at tage ansvar og en stor trang til at blande sig og være med til at præge udviklingen.
Navnene på kandidaterne til Årets Leder 2016 blev offentliggjort den 10. oktober, og siden har afstemningen været i gang på Ledernes hjemmeside. Marianne Benzon Nielsen kan bryste sig af at have fået flest stemmer i konkurrence med CEO for Royal Unibrew Henrik Brandt, arkitekt og leder af arkitektgruppen BIG Bjarke Ingels, kommunaldirektør i Helsingør Stine Johansen og CEO i Vestas Anders Runevad.
Komiteen, der har fundet frem til årets fem kandidater, består af finans-minister Claus Hjort Frederiksen, headhunter og stifter af The Personal Business Plan Stephen Bruyant-Langer, professor på CBS Henrik Holt Larsen, koncerndirektør for ATP´s administrationsforretning Lilian Mo-gensen, direktør i Copydan BilledKunst Torben Gammelgaard, Ledernes formand Svend Askær og salg- og marketingchef hos Lederne Uffe Daub.