Lederes løn stiger med 1,7 procent

Den lønningspose, som lederne i den private sektor i Danmark tager med hjem hver måned, er i det forløbne år kun blevet en lille smule tungere. Ifølge en ny undersøgelse fra Lederne baseret på lønindberetninger fra 21.848 ledere har de privatansatte ledere fået en lønstigning på 1,7 procent fra september 2012 til september 2013. Stigningen er identisk med den, som lederne fik i 2012.

25. november 2013

Forbrugerpriserne er i samme periode kun vokset med 0,5 procent, og dermed kan lederne notere sig en stigning i reallønnen på 1,2 procent.

De pæne lønstigninger til de to højeste aldersgrupper af ledere understreger, at erfaring betaler sig og er værd at betale for.

Svend Askær, formand for Lederne

Formanden for Lederne Svend Askær glæder sig over reallønsstigningen til sine medlemmer og mener samtidig, at lønstigningen afspejler sund fornuft blandt ledere så vel som virksomheder.

- Den konkurrencesituation, som dansk erhvervsliv befinder sig i, gør, at det ikke p.t. er forsvarligt at skrue lønnen markant op. Og jeg ser hellere, at lederne får en lille lønstigning og et lille plus i reallønnen, end at de får en stor stigning, som risikerer at medvirke til at udhule Danmarks konkurrenceevne, fastslår Svend Askær.

Ledernes lønstatistik viser, at de ældste privatansatte ledere har fået de største lønstigninger det seneste år. Mens både ledere i aldersgruppen 18-30 og 31-34 gennemsnitligt er gået ned i løn, er månedslønnen hos de 55-59-årige steget med 3,8 procent, og blandt ledere over 60 år er lønnen vokset med 1,8 procent.

- De pæne lønstigninger til de to højeste aldersgrupper af ledere understreger, at erfaring betaler sig og er værd at betale for. Erfaring er en efterspurgt kvalitet i de danske virksomheder, og det er en glædelig udvikling for de mange ældre, som i disse år vælger at forlænge arbejdslivet og udskyde pensionsalderen, siger Svend Askær.

Lønstatistikken viser, at en privatansat leder i Danmark i 2013 i gennemsnit har en månedsløn på 51.541 kroner. Lønnen skal ses i forhold til, at den gennemsnitlige arbejdstid for ledere er 44,3 timer om ugen. 46 procent af lederne har en ugentlig arbejdstid på over 45 timer.

Lønundersøgelsen, der er foretaget i samarbejde med analyseinstituttet YouGov, offentliggøres i sin helhed i midten af december.

Om Svend Askær

Svend Askær

Svend Askær er formand for Lederne. Han har det overordnede politiske og administrative ansvar for organisationen.

Svend Askær er uddannet cand.jur. Aarhus Universitet og forfatter til en række artikler og bøger om jura, uddannelse og ledelse.

Kontaktoplysninger

Svend Askær
Formand for Lederne
Telefon 3283 3283
E-mail sa@lederne.dk

Michael Monty
Pressechef
Telefon 3283 3483
E-mail mmo@lederne.dk