Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Work-life-balance en del af ligningen, når ledere siger ja til nyt job

31. oktober 2016

Balancen mellem arbejds- og privatliv er en væsentlig del af ligningen, inden ledere siger ja til et nyt job. Det viser en ny og endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra Lederne, som samtidig dokumenterer, at hensynet til work-life-balance ved jobskifte spiller en større rolle for kvinder end for mænd.

Ifølge undersøgelsen, der er foretaget i samarbejde med analyseinstituttet YouGov og baseret på svar fra 2.775 ledere, havde hensynet til work-life-balance ”stor” eller ”meget stor betydning” for 37 procent af lederne i forbindelse med ansættelsen i det nuværende lederjob, mens 27 procent af de adspurgte svarer, at det havde ”nogen betydning”.

LÆS OGSÅ: Ledere bruger mindre tid på hobby og motion for at få til job og familie

- Mange faktorer spiller ind, når ledere overvejer at skifte job – og det gælder uanset, om det er et job, de selv har søgt, eller ét, de uopfordret bliver tilbudt. Det handler blandt andet om arbejdsopgaver, karrieremuligheder og løn – men for rigtig mange handler det også om at sikre sig, at der er en fornuftig balance mellem på den ene side arbejdet og på den anden side fritids- og familielivet, siger chefkonsulent i Ledernes uddannelsesteam Marianne Rasmussen.

Problemet er, hvis kvindernes hensyntagen til balancen mellem arbejds- og privatliv får den konsekvens, at de fravælger spændende og attraktive karrieremuligheder

Chefkonsulent hos Lederne Marianne Rasmussen

Traditionelt kønsrollemønster
Flere kvindelige end mandlige ledere skelede ifølge Ledernes undersøgelse til work-life-balance, før de satte signaturen på den seneste ansættelseskontrakt. 40 procent af kvinderne mod 35 procent af mændene angiver, at hensynet til balancen mellem arbejds- og privatliv havde stor/meget stor betydning. Kønsforskellen overrasker ikke Marianne Rasmussen.

- Undersøgelsen viser også, at det traditionelle kønsrollemønster, hvor kvinderne har ansvaret for mange af de huslige opgaver og børn, trives i bedste velgående i mange lederes hjem, og de kvindelige ledere bruger generelt flere timer end de mandlige kolleger på arbejdsopgaver i hjemmet. Så længe dét er virkeligheden, giver det ganske god mening, at kvinderne ifølge undersøgelsen også i større stil end mændene sikrer sig, at de kan få deres work-life-balance til at gå op i en højere enhed, inden de siger ja til et nyt job. Problemet er, hvis kvindernes hensyntagen til balancen mellem arbejds- og privatliv får den konsekvens, at de fravælger spændende og attraktive karrieremuligheder, pointerer Marianne Rasmussen.

LÆS OGSÅ: Unge leder arbejder også, når de har fri 

Især ledere med hjemmeboende børn skelede ifølge undersøgelsen til work-life-balance, da de sagde ja til det nuværende job. For 82 procent af lederne med tre eller flere hjemmeboende børn havde balancen mellem arbejds- og privatliv nogen, stor eller meget stor betydning, mens det tilsvarende spillede ind for 54 procent af lederne uden hjemmeboende børn.

Undersøgelsen i sin helhed offentliggøres senere på efteråret.