Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Vigtigt at turde ansætte medarbejdere, der er dygtigere end lederen

21. august 2017

Som leder skal man ikke være bange for at blive udfordret af dygtige medarbejdere – og man skal turde ansætte medarbejdere, som er endnu dygtigere end lederen selv. Det fastslår indkøbsdirektør i Magasin Du Nord Margrethe Dal Lehrmann i et nyt videointerview på lederne.dk.

Margrethe Dal Lehrmann fortæller, at hun to gange om året beder sine medarbejdere om at forfatte et såkaldt ”Kære Margrethe-brev”.

- Hvad husker de tilbage på? Hvad er vi gode til? Hvad kan vi blive endnu bedre til? Hvis ville de gøre anderledes, hvis de havde mit job?  Det er vigtigt at turde ansætte folk, der er dygtigere end dig selv – og erkende, at du véd ikke alt. Det er ekstremt vigtigt som leder at blive udfordret, så alt ikke forbliver status quo, siger indkøbsdirektøren.

Jeg er leder, fordi jeg elsker det. Jeg brænder for at skabe en kultur, hvor folk glæder sig til at komme på arbejde

Indkøbsdirektør i Magasin Du Nord Margrethe Dal Lehrmann

Hun betegner vaner og vanetænkning som sin største frygt.

- Jeg vil gerne have en ”Just do it”-kultur, fordi vi skal hele tiden være et hestehoved foran. Og nogle gange, så lykkes det, andre gange lykkes det ikke. Men jeg vil hellere have en ”Just do it kultur”, hvor vi kommer ud over rampen og får eksekveret, frem for at vi sidder og venter og aldrig udkommer, siger Margrethe Dal Lehrmann.

LÆS OGSÅ: Ledere skal stille spørgsmål til deres spejlbillede 

Hun beskriver sig selv som en ”Pippi Langstrømpe i stiletter”.

- Jeg er leder, fordi jeg elsker det. Jeg brænder for at skabe en kultur, hvor folk glæder sig til at komme på arbejde. Jeg er meget vild med Steve Jobs´ ”Stay hungry, stay foolish”-citat, som handler om at være sulten, være nysgerrig og hele tiden have lyst til at udforske verden. Det samme leder jeg efter i de medarbejdere, vi ansætter, og derfor har alle én ting til fælles: De har passionen, de har drivet. De har ikke nødvendigvis alle kompetencerne, men det kan vi lære dem. Har man gejsten, kan man komme utroligt langt, mener Margrethe Dal Lehrmann.