Vi performer bedst når vi trives

28. februar 2018

OPFØLGNING PÅ UGENS DILEMMA: I sidste uges dilemma følte teamlederen Søren sig presset, da han ikke syntes, at han kunne leve op til sin chefs høje forventninger. Han er en dygtig og pligtopfyldende teamleder, som normalt ikke siger nej til en ny opgave, men denne gang kan han mærke, at arbejdsbyrden er blevet for stor, og han vil nødigt skuffe sin chef Majbritt.  

Ledelsesrådgiver hos Lederne Trine Dilèng er ikke i tvivl om, at han skal reagere og tage ansvar for den overbelastning, han mærker.

- Det er når vi trives, at vi performer bedst. Derfor er det vigtigt at kende sine grænser og vide, hvornår man skal sige til og fra. Hvis Søren bare lader stå til, er det skruen uden ende, fastslår Trine Dilèng.

Når forventninger afstemmes og bliver konkrete, så giver det ro og retning og i sidste ende lettelse

Ledelsesrådgiver hos Lederne, Trine Deléng

Hun mener derfor, at Søren bør gå efter løsning nummer 2, hvor han kalder Majbritt til møde og forklarer, at han ikke føler, at han kan leve op til hendes forventninger.

- Dialogen med hans chef er afgørende og vigtig for begge parter. Ved at tale sammen får de mulighed for at afstemme forventninger til hinanden og derved skabe et nyt fælles verdensbillede. Når forventninger afstemmes og bliver konkrete, så giver det ro og retning og i sidste ende lettelse, siger Trine Dilèng.

LÆS OGSÅ: Hver femte leder arbejder over 50 timer om ugen

I samtalen kan Søren også selv komme med sit bud på, hvilke opgaver han kan nå, hvornår. Sammen kan de prioritere opgaverne, og hans chef har langt bedre mulighed for at skabe rammerne fremadrettet, så Søren kan trives og være den dygtige og pligtopfyldende teamleder, som han er kendt for, siger Trine Dilèng.

LØSNINGSFORSLAG:

1. Søren siger ikke noget men forsøger at imødekomme Majbritts forventninger ved at løbe endnu hurtigere.

2. Søren trækker Majbritt til siden og forklarer, at han ikke føler, at han kan leve op til hendes forventninger.

3. Søren skruer ned for tempoet i håb om, at Majbritt automatisk vil sænke sine forventninger til ham.

Sidste uges opfølgningsartikel