Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Unge mener at familieliv og lederjob kan gå hånd i hånd

12. december 2016

Mens næsten halvdelen af de unge mener, at det i nogen grad er muligt at kombinere en aktiv lederkarriere med et godt familieliv, ser 31 procent ingen udfordringer i at tackle familielivet og lederkarrieren på samme tid. Særligt unge, som gerne selv vil være ledere, er overbeviste om, at balancen kan findes. Det viser en ny undersøgelse fra Lederne.

31 procent af de unge i alderen 18-30 år vurderer, at et job som leder i ”høj” eller ”meget høj” grad er foreneligt med et familieliv. Flertallet af de 1.012 adspurgte unge, 48 procent, svarer, at det er foreneligt i ”nogen grad”, mens 13 procent ”slet ikke” eller i ”mindre grad” er overbeviste om, at balancen mellem lederjobbet og familielivet kan gå op.

Ledelsesrådgiver hos Lederne Michael Uhrenholt glæder sig over, at der er en stor gruppe blandt de unge, som tror på, at det kan lade sig gøre at kombinere en lederkarriere med et familieliv.

- I ledelsesdebatten er der utrolig meget fokus på balancen mellem arbejdsliv og privatliv. For det skal jo kunne lade sig gøre at stifte familie og have et lederjob på samme tid. Derfor er det også glædeligt, at så mange af de unge helt eller delvist mener, at det kan hænge sammen, siger Michael Uhrenholt.

LÆS OGSÅ:  Hver anden leder arbejder mere end 45 timer om ugen

Ledelsesrådgiveren finder det ikke problematisk, at hver ottende ung ikke synes, at lederjobbet er foreneligt med et familieliv.

- Men jeg mener, at man skal være opmærksom på, hvad ens forestillinger bygger på. Tro bygger på nogle forestillinger, som er skabt gennem ens relationer, medier og fortællinger. Man skal altid være på vagt overfor at læne sig for meget op af disse forestillinger, hvis man vil finde ud af, hvad der kan og ikke kan lade sig gøre, siger Michael Uhrenholt.

Som leder er du kulturbærer og med til at bestemme og sætte forventningerne til lederjobbet

Ledelsesrådgiver Michael Uhrenholt

Han mener, at de unge ikke bør være for hurtige til at afskrive tanken om at blive ledere af hensyn til familiebalancen, da alle virksomheder er forskellige.

- Ikke to virksomheder er ens, når det kommer til, hvordan man fortolker tanken om at forene karriere med familieliv, men det er sådan set også en grund til at blive leder. Som leder er du kulturbærer og med til at bestemme og sætte forventningerne til lederjobbet, siger Michael Uhrenholt.

Unge med lederambitioner har mere tiltro balancen
Det er blandt de unge, som selv har ambitioner om at blive ledere, at man skal finde den største tiltro til, at lederjobbet i høj grad kan hænge sammen med familielivet. Det er dog ikke den store overraskelse for ledelsesrådgiveren.

- Dem, som helt sikkert selv ønsker at være ledere, ser nogle andre muligheder. De trives med flydende arbejdstider, og de vil måske også være gode til at benytte den fleksibilitet, som sammensmeltningen af privat- og arbejdslivet har givet, til deres egen fordel, siger Michael Uhrenholt.

LÆS OGSÅ: Elevrådsarbejde giver lyst til ledelse

Undersøgelsen, der er foretaget i samarbejde med analyseinstituttet YouGov, viser desuden, at der ikke er forskel blandt de unge mænd og kvinder, når de skal vurdere i hvilken grad, at lederjobbet og familielivet er foreneligt.