Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Unge ledere har fået øjnene op for værdi af lederudvikling

Andelen af unge ledere under 40 år, som ikke har deltaget i lederudviklingsaktiviteter inden for de seneste to år, er faldende. Det viser en ny undersøgelse fra Lederne, der offentliggøres i dag. Direktør hos Lederne Krister Ekström glæder sig over, at stadig flere unge ledere og deres chefer har fået øjnene op for værdien af lederkurser.

Ifølge undersøgelsen, som er baseret på svar fra 4.346 ledere, er det især blandt ledere under 35 år, at der har været en markant udvikling i brugen af lederudviklingsaktiviteter. I en undersøgelse, Lederne foretog i 2014, svarede 21 procent af de unge ledere under 35 år, ar de ikke havde deltaget i lederudviklingsaktiviteter de seneste to år. I den nye undersøgelse er andelen, der ikke har siddet på lederskolebænken de seneste to år, faldet til 16 procent.

Særligt de unge og uerfarne ledere har et stort behov for at blive klædt på til lederjobbets mange facetter og udfordringer

Direktør hos Lederne Krister Ekström

I aldersgruppen 35-39 er andelen uden kursusbeviser fra de seneste to år faldet fra 18 procent i 2014 til 16 procent.

- Det er særdeles positivt, at vi nu er nede på hver sjette unge leder, som ikke har været af sted på lederudviklingsaktiviteter de seneste to år. Særligt de unge og uerfarne ledere har et stort behov for at blive klædt på til lederjobbets mange facetter og udfordringer. Selvom deltagelse i lederudviklingsaktiviteter selvfølgelig ikke er nogen garanti for, at der ikke opstår vanskeligheder og store udfordringer som leder, tror jeg på, at vi vil se, at flere unge ledere får en positiv start på deres lederkarriere. Og en positiv start på lederkarrieren kommer ikke kun lederen selv til gode, men har også en positiv effekt på det team, som lederen har ansvar for, og hele virksomheden, fastslår direktør hos Lederne Krister Ekström, der blandt andet har ansvaret for Ledernes Kompetencecenter.

LÆS OGSÅ: God forretning selv at investere i efteruddannelse

Konkret handler det ifølge Krister Ekström om, at de unge ledere skal klædes på, så de undgår at begå klassiske fejl og hurtigst muligt kan rette fokus på ledelse, udvikling og drift af virksomheden.

- ”Klassiske fejl” kan for eksempel være ikke i tide at få afstemt forventninger med både sin chef og sine medarbejdere, ikke at være tilstrækkeligt klædt på til den kommunikative del af lederjobbet, at undervurdere, hvor vanskeligt det kan være at gennemføre den første vanskelige samtale med en medarbejder om eksempelvis fravær, og ikke være i stand til at håndtere konflikter på arbejdspladsen. Alle er aspekter af lederjobbet, som man kan blive dygtiggjort i på kurser og uddannelsesforløb, siger Krister Ekström. 

LÆS OGSÅ: Kvinder bruger mere tid end mænd på lederudvikling
Ikke kun blandt de unge, men også i den modsatte ende af aldersskalaen – ledere på 60 år og derover – er der sket et lille fald i andelen, som ikke har været en tur på skolebænken de seneste to år: Fra 29 procent i 2014 til nu 27 procent.

- I disse foranderlige tider er det vigtigt, at både lederen selv og virksomheden kontinuerligt har fokus på lederudvikling. Livslang læring er i dag vigtigere end nogensinde, og mulighederne er mange, understreger Krister Ekström.
kompetencecenter