Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Unge ledere arbejder også, når de har fri

17. oktober 2016

Kalenderen siger uge 42, og det er for mange danskere ensbetydende med efterårsferie og en uge væk fra arbejdet. Men en stor del af lederne i Danmark kan ikke nødvendigvis dedikere uge 42 til at udhule græskar og gå ture i skoven med familien. Ifølge en ny undersøgelse fra Lederne arbejder ledere nemlig ofte, selvom de har ferie.

Undersøgelsen, som er baseret på svar fa 2.775 ledere, viser, at 19 procent af lederne ”ofte” eller ”meget ofte” er nødt til at arbejde på dage, hvor de egentlig har fri fra arbejde – for eksempel i ferier og weekender. 38 procent af lederne oplever ”ind imellem”, at arbejdet sniger sig ind i ferier eller weekender, mens 42 procent af lederne helt undgår at arbejde på fri- og feriedage.

Kigger man isoleret på den yngste aldersgruppe, ledere under 35 år, stiger andelen, som ofte eller meget ofte arbejder på fri- og feriedage, til 24 procent.

LÆS OGSÅ: Syv ud af ti unge ledere vil have nyt job
Ledelsesrådgiver hos Lederne Helle Bruun Madsen finder det bekymrende, at så mange ledere især i de yngre aldersklasser tilsyneladende ikke kan lægge arbejdet fra sig, når de har ferie og fri.

- De fleste ledere har en stor grad af ansvarsfølelse i forhold til arbejdet, og de véd og er helt indforstået med, at der er perioder med særligt travlt og spidsbelastninger. Det gør, at lederne på forhånd kan forberede sig selv og familien på, at det for eksempel op til jul eller i forbindelse med årsregnskabet er nødvendigt at arbejde meget og længe – også i ferier og weekender. Men problemet er, hvis det bliver et vedvarende arbejdsmønster året rundt, og hvis der hos topledelse, lederkolleger og medarbejdere bliver opbygget en forventning om, at lederne altid står til rådighed, siger Helle Bruun Madsen.

Mange af de unge ledere under 35 år er i gang med at stifte familie, og derfor skal de være særligt bevidste om, hvad det er for nogle grænser, de opstiller mellem arbejde og fritid

Ledelsesrådgiver hos Lederne Helle Bruun Madsen

Unge vil positionere sig
Når særligt mange unge ledere føler sig nødsaget til at prioritere arbejdet højt, også når de egentlig har fri, hænger det ifølge Helle Bruun Madsen sammen med, at de unge gerne vil positionere sig.

- De unge ledere, som måske er i gang med det første lederjob, vil meget gerne vise, hvor dygtige de er, og hvor hårdt de er klar til at arbejde i virksomhedens tjeneste. Men de skal passe på med ikke at skabe nogle vaner, der kan være vanskelige senere at ændre, og et forventningspris hos virksomheden, som de kan få vanskeligt ved at leve op til. Derudover er mange af de unge ledere under 35 år i gang med at stifte familie og derfor skal de være særligt bevidste om, hvad det er for nogle grænser, de opstiller mellem arbejde og fritid, siger Helle Bruun Madsen. 

LÆS OGSÅ: Ledere dropper efteruddannelse af hensyn til livsbalancen
Ledelsesrådgiveren understreger samtidig, at det handler om at få afstemt forventninger lige fra ansættelsens start.

- Det er en god idé allerede under ansættelsessamtalen at spørge ind til, hvilke forventninger den potentielle nye arbejdsgiver har til løsning af arbejdsopgaver i fritiden, og i hvor høj grad det forventes, at man som leder altid skal være til rådighed. Så véd man, hvor man har hinanden – og man skal som leder tage de oplysninger med i betragtning, når man vurderer det samlede jobindhold, og inden man siger ja til jobbet, fastslår Helle Bruun Madsen.

Undersøgelsen i sin helhed offentliggøres senere på efteråret. Den er foretaget i samarbejde med analyseinstituttet YouGov.