Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs vores cookiepolitik

Udenlandske ledere undrer sig over nordisk mødekultur

07. september 2017

Nordiske organisationer er velsmurte og produktive – og særdeles sarte over for kritik udefra. En række internationale ledere holder i en ny bog af Kirsten Weiss spejlet op for den hypede nordiske ledelsesstil.

weiss, nordisk ledelse, ledelse i dag, norden for nybegyndere

Norden for Nybegyndere – Om at leve og bo i de nordiske lande. Af Kirsten Weiss.

Ledelse praktiseres altid i en kulturel og organisatorisk kontekst, og derfor er bevidsthed om egen adfærd og ledelsesstil vigtigt. Det mener Kirsten Weiss, der i denne uge udkommer med bogen ”Norden for nybegyndere – om at leve og bo i de nordiske lande”.

Det klogeste er nok at lytte og reflektere over egen ledelsespraksis – og måske dryppe lidt interkulturel malurt i bægeret med drømmene om at gøre det nordiske lederskab til en endnu en eksportvare

Forfatter Kirsten Weiss

Ifølge Kirsten Weiss er det værd at kigge grundigt i det spejl, som ledere og medarbejdere fra andre kulturer sætter op for os.

- Ikke bare fordi det giver mulighed for personlig refleksion hos den enkelte leder, men også fordi spejlet reflekterer det, vi selv er blevet blinde for. Nemlig den kultur, vi hver dag færdes hjemmevant i, men som polemisk sagt næppe udvikler sig, hvis den ikke indimellem udfordres, skriver Kirsten Weiss i en ny artikel fra det digitale tidsskrift Ledelse i Dag i anledning af bogudgivelsen.

LÆS OGSÅ: Den skandinaviske ledelsesstil lever i bedste velgående

Svært at få øje på magten i nordisk mødelokale

I bogen beskriver en fransk topchef, der er udstationeret for en global fransk gigant, sine oplevelser med danske og svenske medarbejdere:

”I Norden er det meget vigtigt at være lige, og man skal helst ikke komme udefra og sige, at man måske kunne gøre tingene på en anden måde”. Samme topchef bemærker, at medarbejdere i Norden er meget effektive og dygtige, men at man som leder må gå forsigtigt til værks, hvis man vil ændre noget.

- Det kan helt bogstaveligt være svært at få øje på magten i et nordisk mødelokale, hvor chefen bestemt ikke altid befinder sig enden af mødebordet, og uenigheder er noget, man forsøger at argumentere bort, forklarer Kirsten Weiss, der oplever, at det er frustrerende for ledere, der er vant til at udøve mere autoritativ magt og selv træffe beslutninger, at man i Norden har tradition for at involvere mange i organisationens beslutningsprocesser.

LÆS OGSÅ: Magt kan korrumpere ledere

- Man stræber efter samarbejde, men også individualitet og høje frihedsgrader, en oplevelse af lighed og ”min mening er lige så god som din”. Og alt sammen kræver et møde, påpeger hun.

Det vækker forvirring og undren for udenlandske ledere, at der i Norden holdes så mange møder, men også at de ansattes work-life balance er så central. En tysk topchef bemærker, at man får et kulturchok, når man går gennem sin organisation og oplever, hvor mange skrivebordsstole, der regelmæssigt står tomme, og må erkende, at ”kun halvdelen af mine medarbejdere er på kontoret, resten er hjemme med sygt barn eller syg hund”. Han konkluderer dog også, at det ikke behøver at gå ud over produktiviteten.

Netop den nordiske effektivt og produktivitet samt de klassiske værdier som tillid, samarbejde og fællesskab er værdsat af de udenlandske topledere. Men vi bør alligevel lytte til de indspark, de internationale ledere giver, mener Kirsten Weiss.

- Det klogeste er nok at lytte og reflektere over egen ledelsespraksis – og måske dryppe lidt interkulturel malurt i bægeret med drømmene om at gøre det nordiske lederskab til en endnu en eksportvare. Ledelse praktiseres altid i en kontekst. Det gælder også den fornemme nordiske, vurderer Kirsten Weiss.

"Man skal helst ikke komme udefra og foreslå noget nyt"