Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Uddannelsesbudgetter får vokseværk i 2016

21. december 2015

Flere ledere og medarbejdere kan se frem til at komme på efteruddannelse i første halvår af 2016. Det viser en ny konjunkturundersøgelse fra Lederne baseret på svar fra 1.603 ledere. Undersøgelsen offentliggøres i dag.

Ifølge konjunkturundersøgelsen kalkulerer 31 procent af de adspurgte ledere med, at et stigende antal medarbejdere kommer af sted på efteruddannelse det næste halve år, mens 61 procent forventer et omtrent uændret efteruddannelsesbudget for medarbejdere.

LÆS OGSÅ: Lederudvikling betaler sig

Når det gælder efteruddannelse af ledere, regner 28 procent af virksomhederne med at skrue op for niveauet, og 63 procent af virksomhederne kalkulerer med uændret aktivitet. Kun henholdsvis otte og ni procent af de adspurgte tror på mindre efteruddannelse af medarbejdere og ledere.

Som arbejdsmarkedet ser ud i øjeblikket, er det tvingende nødvendigt for både medarbejdere og ledere løbende at opkvalificere deres kunnen og viden.

Udannelseschef hos Lederne Thomas Christensen

Sammenligner man den nye undersøgelses resultater med tilsvarende undersøgelser fra de seneste år er der tale om svage stigninger. Andelen, der tror på mere efteruddannelse af medarbejdere, er på to år steget fra 29 til 31 procent, mens andelen, der forventer mere efteruddannelse af ledere, på to år er vokset fra 25 til 28 procent. Udviklingen glæder uddannelseschef hos Lederne Thomas Christensen.

- Som arbejdsmarkedet ser ud i øjeblikket, er det tvingende nødvendigt for både medarbejdere og ledere løbende at opkvalificere deres kunnen og viden. Det skal dels ske for at de kan forblive attraktive og udvikle sig på den virksomhed, de p.t. er på, men i lige så høj grad for at være attraktive for eventuelle kommende arbejdsgivere, siger Thomas Christensen.

LÆS OGSÅ: Rekordmange virksomheder vil hente arbejdskraft i udlandet

Uddannelseschefen hæfter sig ved, at en stor andel af virksomhederne ifølge konjunkturundersøgelsen det seneste halve år har oplevet problemer med at rekruttere arbejdskraft – både faglærte, medarbejdere med videregående uddannelser og ledere. Og når de adspurgte ledere kigger ind i første halvår af 2016, forventer mellem 16 og 20 procent, at det bliver vanskeligt at rekruttere faglærte, højtuddannede medarbejdere og ledere, hvilket får mange til blandt andet at rette øjnene mod udlandet, når ledige stillinger skal besættes.

- Også i dét lys er det positivt, at virksomhederne skruer op for efteruddannelsesbudgetterne af både ledere og medarbejdere, understreger Thomas Christensen.

Konjunkturundersøgelsen er foretaget i samarbejde med analyseinstituttet YouGov.

Se den helt nye undersøgelse