Tryghed og rettigheder: Hvad betyder det, når arbejdspladsen åbner igen?

De private arbejdspladser åbner så småt igen, og spørgsmålene kan trænge sig på. Ikke kun for dine medarbejdere, men også hos dig selv. Vi giver her svar på både de juridiske spørgsmål og får nogle gode råd fra Ledernes ledelsesrådgiver.

21. april 2020

Rettigheder og din daglige ledelse

Flere og flere private arbejdspladser åbner så småt deres døre igen. Kravet til genåbningen er, at retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen overholdes, og arbejdet kan udføres sundhedsmæssigt forsvarligt. Vi har talt med Vibeke Skytte, HR-direktør i Lederne om hvad det betyder for dig som arbejdsgiver her:

Genåbning af arbejdspladsen: Spørgsmål og svar

Der er dog også to andre sider, vi gerne vil belyse: Dig som leder og dig som arbejdstager.

Hvordan påvirker det din daglige ledelse?
Der er ingen tvivl om, at Coronakrisen har stillet nye krav til dig som leder, og distanceledelse vil fortsætte med at være en disciplin, alle bør benytte sig af, men i disse dage og uger begynder flere at vende tilbage til arbejdspladsen. Det stiller et endnu større krav til din evne til at skabe tryghed, fortæller ledelsesrådgiver og teamchef i Lederne, Michael Uhrenholt:

”Selvom du rent juridisk kan stille krav til dine medarbejdere om at indfinde sig på arbejdspladsen igen så længe det er sundhedsmæssigt forsvarligt, så er det ikke ensbetydende med, at det er et udtryk for god ledelse. Dine medarbejdere kan være utrygge ved idéen, og det er din opgave at rumme og håndtere den utryghed. Andet vil gå ud over trivslen, resultaterne og dit samarbejde med dit team.”

Det er en forudsætning, at du har skabt de fysiske rammer på kontoret, der gør, at det er sundhedsmæssigt forsvarligt. Vi har bedt Michael Uhrenholt komme med nogle gode råd til dig, der nu skal åbne din arbejdsplads, og som oplever, at medarbejderne er bekymrede:

”Når jeg rådgiver en leder i denne situation, så understreger jeg typisk tre ting: 1) Kommunikér meget og tydeligt om de forholdsregler, der bliver taget for at sikre sundheden på arbejdspladsen. 2) Anerkend og afdæk utrygheden. Tryghed er en subjektiv vurdering, og ingen er tjent med, at bekymringerne afvises på forhånd 3) Vær fleksibel. Nogle af de bekymringer som dine medarbejdere møder ind med, kan der arbejdes med: Forskudte arbejdstider, endnu mere afstand mellem skrivebordene og lignende, mens andre er mere generelle. Det er vigtigt, at det ikke bliver en fastlåst situation mellem dig og din medarbejder, så søg at finde en løsning.”

Som medlem af Lederne har du mulighed for at få sparring fra en ledelsesrådgiver om denne udfordring.

Book en LederSparring

Hvad er dine egne rettigheder?
Du kan også selv være utryg ved at komme tilbage på kontoret ligesom du kan opleve udfordringer ved at finde børnepasning eller lignende, men hvad er dine rettigheder i denne situation? Vi har stillet Rikke Agervig Helles, advokat og teamchef i Lederne nogle spørgsmål om det:

Min arbejdsgiver har meddelt, at vi alle skal til at vende tilbage til arbejde. Hvornår skal det varsles overfor mig?

Du kan blive bedt om at møde på arbejde med dags varsel, hvis du er hjemsendt med lønkompensation, da det er en betingelse på den ordning, at man kan genoptage arbejdet med dags varsel. Hvis du hjemsendt uden lønkompensation, kan du i princippet også blive kaldt tilbage med dags varsel. Dette gælder utvivlsomt, hvis din arbejdsgiver har sendt dig hjem med besked om, at tilbagevenden skal kunne ske med dags varsel, men det formodes, at du også kan blive kaldt tilbage med dags varsel, uden at dette er meddelt dig. Hvis du er udfordret af et meget kort varsel, vil vi anbefale, at du drøfter dette med din arbejdsgiver.

Jeg er blevet bedt om at møde på arbejde igen, men har mindreårige børn hjemme, som ikke skal i skole/institution. De kan ikke passe sig selv en hel dag. Hvad gør jeg?

Det er ikke en arbejdsgivers ansvar, at ansatte kan få passet deres børn, så du skal finde alternativ pasning, hvis din arbejdsgiver beder dig møde på arbejdet. Du kan selvfølgelig prøve at aftale fortsat hjemmearbejde eller finde en alternativ løsning med din arbejdsgiver, men du kan ikke nægte at møde på grund af børnene.

Jeg er blevet bedt om at møde på arbejde, men jeg er afhængig af offentlig transport. Skal jeg møde op, når vi opfordres til at undgå offentlig transport?

Det er ikke din arbejdsgivers ansvar, hvordan du transporterer dig til og fra arbejde, så du kan ikke afvise at møde på arbejde, fordi du skal med offentlig transport. Du kan forsøge at aftale forskudt arbejdstid, så du ikke skal med offentlig transport i myldretiden eller forsøge at finde anden transportmulighed.

Jeg skal møde på arbejde igen, men er meget bange for at blive smittet af mine kollegaer. Kan jeg nægte at møde op?

Du kan ikke nægte at møde på arbejde på grund af din bekymring, medmindre du kan dokumentere at fremmøde udgør en fare for dit liv og helbred. Smitte med Corona vil som udgangspunkt ikke være tilstrækkeligt til at nægte fremmøde, medmindre du er særligt udsat, f.eks. fordi du har helbredsproblemer i forvejen. Du bør ikke nægte at møde på arbejde uden forudgående rådgivning fra vores ansættelsesretlige afdeling.

Vi sidder mange i et storrumskontor på mit arbejde. Jeg er nervøs for smittefaren, når jeg skal tilbage. Hvad skal jeg gøre?

Din arbejdsgiver er forpligtet til at sørge for, at du har et fysisk sikkert arbejdsmiljø at vende tilbage til. Det kan f.eks. sikres ved at sørge for øget rengøring, afspritning og afstand mellem medarbejdere. Hvis I sidder for tæt, kan du tage kontakt til jeres arbejdsmiljørepræsentant og bede vedkommende bringe det op i arbejdsmiljøudvalget. Det kan være, at I kan spredes ud på flere kontorer, arbejde i skiftehold, skiftevis arbejde hjemmefra eller finde andre løsninger, der kan fungere på din arbejdsplads.

Vi svarer løbende på nye spørgsmål og opdaterer vores juridiske vejledning på vores Spørgsmål og svar-side:

Coronavirus: Spørgsmål og svar