Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

To ud af fem virksomheder har en sommer-dresscode

17. juli 2017

To ud af fem virksomheder har skrevne eller uskrevne regler for medarbejdernes påklædning om sommeren. Men reglerne bliver ikke altid respekteret. Knap halvdelen af lederne har en eller flere gange givet medarbejdere en påtale for ikke at overholde virksomhedens dresscode. Det viser en ny undersøgelse fra Lederne. 

41 procent af de i alt 2.120 adspurgte ledere svarer i undersøgelsen, at deres virksomhed siger nej tak til korte shorts og mavebluser. 16 procent af virksomhederne har en decideret dresscode, mens 25 procent af lederne svarer, at der på deres arbejdsplads er uskrevne regler for, hvordan man klæder sig. På hovedparten af virksomhederne, 59 procent, har man ingen dresscode.

Der kan nemt opstå snak om den pågældende medarbejder, hvis hans eller hendes tøj stikker helt ud, og det er ikke sikkert, at medarbejderen er klar over det

Ledelsesrådgiver hos Lederne Flemming Andersen

Ifølge ledelsesrådgiver hos Lederne Flemming Andersen er det vigtigt at tænke over sin påklædning.

- De ansatte er virksomhedens ansigt udadtil, og derfor betyder det noget, hvilke signaler de sender med deres beklædning. Som virksomhed vil man undgå, at de ansatte fremstår uprofessionelle og går i tøj, der kan virke distraherende på kollegaer, kunder og samarbejdspartnere. Mange af os har nok selv en god fornemmelse af, hvilket tøj der er passende at have på i arbejdssammenhæng, men for nogle virksomheder fungerer det bedst, at reglerne er skrevet ned, siger Flemming Andersen.

Påtaler er en ledelsespligt
Undersøgelsen, der er lavet i samarbejde med analyseinstituttet YouGov, viser dog, at det kniber med at respektere påklædningsreglerne. I hvert fald har 46 procent af lederne en eller flere gange set sig nødsaget til at snakke med en medarbejder om vedkommendes påklædning. 21 procent af dem har en enkelt gang måtte tage en snak med en medarbejder, mens 25 procent op til flere gange har givet medarbejdere påtaler for ikke at overholde virksomhedens dresscode.

- De fleste ledere synes, at det er en svær en samtale at have, når de skal påtale en medarbejders beklædning, da det bliver meget personligt. Men ledere skal huske på, at det er en del af ledelsespligten at påtale det. Både af hensyn til virksomheden, men også af hensyn til medarbejderen selv. Der kan nemt opstå snak om den pågældende medarbejder, hvis hans eller hendes tøj stikker helt ud, og det er ikke sikkert, at medarbejderen er klar over det, påpeger Flemming Andersen.

LÆS OGSÅ: Dresscode er naturlig del af ledelsesopgaven

Ledelsesrådgiveren mener, at lederen bør tale i positive vendinger, når han eller hun henvender sig til en medarbejder.

- Man må aldrig sige "du skal skifte tøj, for andre griner af dig." I stedet kan man for eksempel sige: "Jeg har lagt mærke til, at du i den senere tid har gået med nogle meget korte shorts. Det er en skam, for det stjæler fokus fra din faglighed." Og så er det naturligvis også vigtigt, at disse samtaler foregår i enrum og ikke midt ude i storrumskontoret, understreger Flemming Andersen.

Hele undersøgelsen om lederens ferie offentliggøres i sin helhed i august.