Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Tjekliste til arbejdsgiverbetalt uddannelse

16. oktober 2017

Skal din arbejdsgiver betale udgifterne til din uddannelse? I så fald skal du blandt andet sikre dig, at du ikke skal betale noget af den tilbage, hvis du for eksempel bliver syg. Her er din tjekliste til aftaler og klausuler i forbindelse med arbejdsgiverbetalt uddannelse.

Lad os starte med det vigtigste: Når du skal indgå en aftale med din arbejdsgiver om, at du skal på arbejdsgiverbetalt uddannelse, skal der udarbejdes en skriftlig aftale. Der er ofte kun brug for skriftlige aftaler, hvis du skal på en længerevarende uddannelse som for eksempel en master.

 

Den skriftlige aftale blandt andet sikre, at du ikke ender med at skulle tilbagebetale studieafgifter, hvis du for eksempel bliver syg og ikke kan gennemføre uddannelsen. Aftalen skal omvendt også sikre, at din arbejdsplads får valuta for de penge, de har lagt i din uddannelse.

 

Det bør være din arbejdsgiver, der udarbejder et udkast til aftalen – og vi anbefaler, at du altid indsender et udkast af aftalen til gennemgang hos vores jurister, inden du skriver under.

 

Du skal blandt andet tage stilling til omkostninger og eventuel tilbagebetalingspligt - og nedenstående punkter bør som minimum indgå i aftalen.

 

1. Omkostninger forbundet med uddannelsen relaterer sig til, hvem der skal betale hvad i forbindelse med, at du tager uddannelsen. Som regel får du fri med løn til deltage i uddannelsen og til at gå til eksamen.

 

  • I hvilket omfang betaler virksomheden udgifterne til uddannelsen (uddannelsesafgiften)? Herunder udgifter til undervisning, undervisningsmateriale og rejser og forplejning, som vedrører deltagelse i uddannelsen.
  • I hvilket omfang har du som medarbejder ret til fri til forberedelse og deltagelse i undervisningen? Er fri til forberedelse og deltagelse i undervisningen med eller uden løn? Præciser det forventede antal dage per uge/måned.
  • I hvilket omfang har du som medarbejder ret til fri i forbindelse med eksamen? Er fri i forbindelse med eksamen med eller uden løn? Præciser længden af fri til forberedelse til eksamen.
  • Hvilke vilkår skal gælde, hvis du som medarbejder ikke består en eksamen? Skal uddannelsesafgiften fornyes? Skal du have læsefri og fri til eksamen på ny?
  • Skal du som medarbejder selv afholde nogle af udgifterne? I så fald er det vigtigt, at det specificeres i den skriftlige aftale.

2. Tilbagebetalingspligt relaterer sig til spørgsmålet om, hvad der sker, hvis medarbejderen siger op, bliver sagt op eller uddannelsesforløbet på anden måde bliver afbrudt. Vi anbefaler, at den tilbagebetalingspligt der eventuelt kan være, kun relaterer sig til selve studieafgifterne, som er udgifter til undervisningen - og altså ikke for eksempel udgifter til undervisningsmateriale, rejser, forplejning og lignende.

 

OBS: Hvis virksomheden kræver vilkår om tilbagebetalingspligt, anbefaler vi, at der kun indsættes vilkår i den skriftlige aftale i tilfælde af din egen opsigelse. Hvis du som medarbejder bliver opsagt fra virksomhedens side under eller efter uddannelsens gennemførelse, bør det fremgå af aftalen, at du som medarbejder ikke er forpligtet til at tilbagebetale uddannelsesudgifterne.


Tilbagebetalingspligt under uddannelsen:

  • Du har som medarbejder kun pligt til at tilbagebetale studieafgifter afholdt af virksomheden i tilfælde af, at du selv opsiger din stilling inden afslutningen af uddannelsen. Her skal præciseres hvor meget, du som medarbejder skal tilbagebetale


Tilbagebetalingspligt efter afsluttet uddannelse (her er typisk tale om en længerevarende uddannelse som fx en master):

  • Hvis du som medarbejder opsiger din stilling inden seks måneder efter at have gennemført uddannelsen, skal du tilbagebetale (for eksempel) 50 % af de studieudgifter, arbejdspladsen har betalt.
  • Hvis du som medarbejder opsiger din stilling efter seks måneder, men inden 12 måneder efter du har gennemført uddannelsen, skal du tilbagebetale (for eksempel) 25 % af de studieudgifter, arbejdspladsen har betalt.
  • Hvis du som medarbejder opsiger din stilling 12 måneder eller senere efter, du har gennemført din uddannelse, sker der ingen tilbagebetaling.

 

3. Tilbagebetalingspligt i andre tilfælde

I bør tage stilling til andre scenarier, hvor fraværet på, eller afbrydelsen af, uddannelsen ikke kan betragtes som selvforskyldt, herunder fx sygdom (egen eller i nær familie) eller andre personlige/arbejdsmæssige forhold der gør, at du som medarbejder vælger ikke at gennemføre uddannelsen. I sådanne tilfælde bør du ikke være forpligtet til at tilbagebetale afholdte udgifter, selvom du ikke gennemfører uddannelsen.

 

4. Restbetaling

I bør også tage stilling til, om virksomheden fortsat betaler udgifterne til den fulde uddannelse, hvis du som medarbejder bliver opsagt og fratræder inden uddannelsen er gennemført.




Få juridisk rådgivning