Tilbyd naboafdelingen en hjælpende hånd

OPFØLGNING PÅ UGENS DILEMMA: Sidste uges dilemma handlede om forlagschefen Jens, hvis afdeling fungerer rigtig godt. I marketingafdelingen, som han arbejder tæt sammen med, er der derimod mange udfordringer såsom utilfredse medarbejdere, problemer med at overholde deadlines og manglende ledelse.

17. oktober 2018

Ledelsesrådgiver hos Lederne Flemming Andersen er ikke i tvivl om, at Jens er nødt til at påpege problemerne over for direktøren Kamilla. Han anbefaler derfor løsning nummer 2. 

- Når man som leder observerer, at der er ting der ikke fungerer optimalt i en afdeling, er det vigtigt at tage ansvar og påpege det over for den leder, der kan handle på det. I dette tilfælde er det direktøren Kamilla, der midlertidigt har ansvaret for afdelingen. Jens bør derfor tage et møde med Kamilla, hvor han forelægger hende de udfordringer, som han har observeret i marketingafdelingen, siger Flemming Andersen.

LÆS OGSÅ: Underskud af kvindelige ledere i de fleste brancher

Ledelsesrådgiveren understreger, at hver enkelt afdeling skal prioriteres af virksomheden. 

- Det er tydeligt, at medarbejderne i afdelingen har brug for en leder der kan være der for dem – en der kan kigge på, hvad der fungerer, og hvad der skal være fokus på for at få afdelingen tilbage på sporet. Måske er der også enkelte medarbejdere i afdelingen, som kunne have lyst til at tage et ekstra ansvar, siger Flemming Andersen.

Han åbner også op for, at løsning nummer 1, hvor Jens byder sig selv ind og tager rollen som midlertidig marketingchef indtil hun finder en anden, kan være en mulighed. Han tilføjer dog, at Jens skal gøre sig nogle flere overvejelser inden da.

LÆS OGSÅ: Fem ledere nomineret til lederpris

- Der skal være en klar forventningsafstemning om, hvordan og hvilke opgaver Jens skal varetage, inden afløseren bliver fundet. Ellers risikerer han at det går ud over hans egen afdeling, siger Flemming Andersen, og konkluderer derfor at løsningen må være, at Jens tager et møde med direktøren og evt. tilbyder sig til som midlertidig chef for marketingafdelingen.

LØSNINGSFORSLAG:

  1. Han foreslår Kamilla, at han også træder til som midlertidig marketingschef, indtil hun finder en anden.

  2. Han tager et møde med Kamilla om de udfordringer der er i marketingafdelingen og hvor vigtigt, det er for hele organisationen, at den kommer til at fungere bedre.

  3. Han råder medarbejderne i marketingafdelingen til at gå til Kamilla for at påpege deres udfordringer. 

Sidste uges opfølgningsartikel