Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Teknologi kan være en skøn tjener men en farlig herre

27. november 2017

Direktør hos Mandag Morgen Lisbeth Knudsen giver i en ny artikel i Ledernes digitale tidsskrift Ledelse i Dag sit bud på, hvordan man som leder sætter rammerne for teknologien i en fremtid, hvor menneske og maskine smelter sammen.

At verden forandrer sig og nye teknologier kommer til er ikke noget nyt. Men hastigheden, hvormed det sker, kompleksiteten og omfanget af forandringerne er nyt.

- Vi er på vej ind i en æra, hvor det, vi troede var umuligt, bliver mere og mere sandsynligt. Hvor menneskets fysiske funktioner, kompetencer og hjernekapacitet smelter mere og mere sammen med det, som teknologien og maskiner kan udføre med brug af kunstigt intelligens på en stejl og vedholdende læringskurve, skriver Lisbeth Knudsen, der i december taler om emnet på to Ledelse i Dag-konferencer i Århus og København.

Jo mere digital en medarbejdergruppe er, desto større er dens potentiale til at bidrage til værdiskabelsen

Direktør hos Mandag Morgen Lisbeth Knudsen

Ifølge hende er det en udfordring, hvordan vi som samfund sætter rammerne, så vi styrer teknologierne og ikke omvendt.

- Teknologi kan være en skøn tjener, men en farlig herre. Vi står foran den største udfordring nogensinde: At skitsere det nye menneskeliv og tage magten over den udvikling. Hvad er det for en vision, vi har for det digitale samfund? Hvordan uddanner vi til det? Vi er pærestolte over Danmarks flotte placeringer på alle mulige internationale målinger, der viser hvor digitalt parate og tillidsfulde, vi er. Godt, så lad os konkret tage fat på at drøfte, hvordan teknologierne kan blive styret i den rigtige retning til de rigtige formål i stedet for, at teknologien styrer os, skriver Lisbeth Knudsen.

LÆS OGSÅ: Medarbejdere er virksomheders digitale ambassadører

Lær at leve med tab af kontrol
Hun er selv optimistisk med hensyn til den teknologiske udvikling. Men understreger, at det er afgørende, at ”vi som mennesker bliver fremtidens arkitekter og ikke dens ofre”. Heri spiller ledere en vigtig rolle.

- Ledere skal for det første indse, at de skal være ligeså digitalt flydende, som var det et fremmedsprog, der skal læres. De skal integrere digital tænkning overalt i deres daglige ledelse. De skal opmuntre og motivere alle medarbejdere til at udvikle digitale kompetencer. Jo mere digital en medarbejdergruppe er, desto større er dens potentiale til at bidrage til værdiskabelsen. Udnyttelse af det potentiale, det giver, kræver strømlinede processer og en vilje til at eksperimentere. Det gælder om at omfavne tabet af kontrol og lære at leve med det uden at gå i panik, påpeger hun.

Typisk taler man om tre typer digitale ledere, som de fleste organisationer vil have brug for en kombination af:

  • Digitale investorer: Ledende medarbejdere, der omfavner digitaliseringen, afdækker muligheder, investerer i talent og ideer, skaber partnerskaber og opbygger et økosystem for innovation for at trives.

  • Digitale pionerer: Forretnings- og funktionsledere, som kan genskabe fremtiden, tegne en vision, danne nye og forskellige forretningsmodeller og lede en vindende digital strategi.

  • Digitale transformatorer: Ledere, der på kulturparametre kan styre mennesker gennem radikale ændringer og omdanne virksomheden.

- En digital leder skal ikke ligne en maskine, men skal mere end nogensinde før være en leder med ægthed, nysgerrighed, visioner, mod, personlig passion og robusthed, fastslår Lisbeth Knudsen.