Tag konfrontationen i opløbet

OPFØLGNING PÅ UGENS DILEMMA: Sidste uges dilemma handlede om lederen Nicolai, der er blevet projektejer på en større opgave, som den meget erfarne leder Bo plejede at stå for. På det igangværende statusmøde i ledergruppen bliver Bo ved med at komme med grove og anklagende spørgsmål til Nicolais håndtering af projektet.

16. januar 2019

Ledelsesrådgiver hos Lederne Birgitte Alstrøm mener ikke, at Nicolai skal gå med løsning nummer et og tage konfrontationen med Bo på mødet.

- Der er ingen grund til at involvere de øvrige ledere, der sidder med til mødet. I stedet skal Nicolai svare kort på Bos spørgsmål og fortsætte sin præsentation, mener Birgitte Alstrøm, som dermed peger på løsning nummer 2. 

- Hvis Bo under mødet vælger at fortsætte med sine konfronterende spørgsmål, så kan Nicolai gå til løsning nummer 3 og sige til Bo, at han meget gerne vil tage et særskilt møde bagefter, hvor de to sammen kan gå i dybden med hans spørgsmål.

LÆS OGSÅ: Hver femte leder har ingen lederuddannelse

Hun understreger, at Nicolai under alle omstændigheder bør tage et møde med Bo, hvor de kan få talt deres forskellige holdninger igennem.

- Til dette møde skal Nicolai spørge Bo med en nysgerrig attitude, hvad der har virket godt før i tiden på projektet og hvorfor. Han skal altså spørge ind til Bos tidligere erfaringer med kunden i stedet for at angribe ham, for Bo kan have en masse brugbar viden om håndteringen med netop denne kunde, som Nicolai muligvis kan lære noget af, siger hun.

Ifølge ledelsesrådgiveren kunne situationen helt være undgået, hvis Nicolai havde taget konfrontationen i opløbet og allerede inden ledermødet havde taget initiativ til en snak med Bo under fire øjne. Hun nævner også, at det faktisk burde have været Bo, der som den erfarne leder havde taget fat i Nicolai for at give noget af hans viden og erfaringer med kunden og projekterne videre til Nicolai.

LØSNINGSFORSLAG:

  1. Han tager konfrontationen og spørger Bo, hvorfor han er så utilfreds.
  2. Han svarer kort på Bos spørgsmål og fortsætter sin præsentation.
  3. Han siger til Bo, at han meget gerne vil tage et møde bagefter, hvor de kan snakke om de tydelige forskelligheder, der er i deres kundehåndtering. 

Sidste månedes opfølgningsartikel