Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Tag affære hvis en medarbejder er psykisk ustabil

24. august 2016

OPFØLGNING PÅ UGENS DILEMMA: Hvad gør du, hvis du som leder kan se, at en af dine medarbejdere, der tidligere har været psykisk ude af balance, ikke kan levere den nødvendige indsats? Sådan lød spørgsmålet i sidste uges dilemma på Business.dk.

En svær situation, som du ikke desto mindre er nødt til at handle på, lyder det fra chefkonsulent i Lederne, Signe Tønnesen Bergmann. Hun anbefaler løsning 1, hvor lederen tager en samtale med den pågældende medarbejder.

- Du er nødt til at handle, når en medarbejder ”sakker bagud”. Det er også vigtigt for, at afdelingen som helhed skal fungere. Tag en snak med medarbejderen om, hvad du og han kan gøre for at rette op på den manglende performance. Det kan handle om, at du kommer tættere på opgaveløsningen, eller måske at han får nogle andre opgaver, siger hun.

Men går der lang tid, må man på et tidspunkt se på, hvor længe man økonomisk kan forsvare at have en medarbejder sygemeldt

Chefkonsulent i Lederne Signe Tønnesen Bergmann

Og selvom det er svært, er det bedst at tage snakken relativt hurtigt, siger Signe Tønnesen Bergmann og afviser dermed løsning 2, hvor lederen vælger at se tiden an.

- Det handler om rettidig omhu, når du tager de manglende resultater op i en omsorgssamtale og ikke venter på, at du selv og kollegerne mister tålmodigheden, understreger hun.

LÆS OGSÅ: Ledere tager stilling til medarbejderes personlige problemer

Kan der ikke umiddelbart rettes op på situationen, er det vigtigt, at du som leder overvejer flere ting, lyder rådet fra Signe Tønnesen Bergmann:

- Hvilken løsning er mest hensigtsmæssig for den pågældende medarbejder, dit team, dig selv, din organisation, og hvordan kan I bedst favne alle fire interessers behov?

Hvis medarbejderen må sygemeldes, er det vigtigt, at du i første omgang vægter det menneskelige perspektiv mest, lyder anbefalingen fra chefkonsulenten i Lederne.

- Men går der lang tid, må man på et tidspunkt se på, hvor længe man økonomisk kan forsvare at have en medarbejder sygemeldt. Og en afskedigelse kan være det bedste for både medarbejder og organisation, hvis en tilbagevenden ikke er realistisk, siger Signe Tønnesen Bergmann.