Svensk økonomi klarede sig igennem coronaramt kvartal med skindet på næsen

Det er en relativ stille dag, inden regeringens ekspertudvalg i morgen offentliggør deres vurdering af en genåbning af dansk økonomi, og samtidig byder i morgen også på tal for udviklingen i antallet af konkurser.

05. maj 2020

Dagens analyse af dansk økonomi Niklas Praefke

Af  Niklas Praefke, cheføkonom i Lederne.

Indtil da må vi nøjes med at kigge mod vores svenske naboer, hvor det svenske BNP er blevet offentliggjort i dag – og umiddelbart ser det pænere ud end forventet.

Svensk økonomi ”nøjedes” med et fald på 0,3 pct. i første kvartal, hvilket er noget bedre end markedets forventninger om et fald på 1 pct. Til sammenligning skrumpede norsk økonomi 1,9 pct. i 1. kvartal. Hvor hårdt dansk økonomi er ramt af corona, får vi først vished om i næste uge.

I Sverige er det særligt eksporten, der trækker op, mens både virksomhedernes lagre og bruttoinvesteringer udvikler sig negativt. Tilsvarende udvikling vil vi formentlig også se i Danmark, hvor eksporten kan være med til at holde hånden under økonomien i 1. kvartal, mens vi må forvente, at eksporten – i både Danmark og Sverige – vil blive ramt i 2. kvartal, hvor mange af vores samhandelslande har været lukket ned.

Svenske produktionsforventninger i frit fald
Inden vi glæder os for tidligt over de svenske tal, skal vi imidlertid huske på, at coronakrisen først ramte i marts, mens væksten i både januar og februar har været mere normal. Det virkelig interessante bliver derfor, hvordan væksten i 2. kvartal kommer til at se ud – og her viste de såkaldte PMI-tal i går, at det sagtens kan blive meget grimt.

PMI-tallet siger noget om, hvordan virksomhederne bedømmer den faktiske aktivitet, og i den svenske fremstillingsindustri faldt PMI-tallet for april til 36,7 mod 42,6 måneden før. Et tal under 50 viser tilbagegang i forhold til måneden før, så indtil videre har både marts og april budt på tilbagegang – april dog værre end marts.

Niveauet i april er det laveste, der er blevet målt siden finanskrisen i 2009; og tallet er endda i virkeligheden endnu værre, end det ser ud til ved første øjekast. Stigende leveringstider indgår nemlig i PMI-tallet og ses normalt som noget positivt, fordi det som regel indikerer, at virksomhederne har svært ved at følge med efterspørgslen. I det aktuelle tilfælde i Sverige er stigende leveringstid nok snarere udtryk for et udbudsproblem, da store dele af samfundet er lukket ned, så virksomhederne ikke kan levere. Dermed bliver indekset på den måde holdt kunstigt oppe.

Ekspertgruppe kan forhåbentlig bidrage til klar plan for genåbning

Derfor bliver det enormt interessant læsning, når regeringens ekspertgruppe i morgen præsenterer deres vurdering af de aktuelle sundhedsmæssige initiativer mod corona-epidemien ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv.

Forhåbentlig kan ekspertgruppens arbejde danne grundlag for, at man politisk kan blive enig om en klar og langsigtet plan for, hvordan resten af det danske samfund skal genåbnes.

Det haster i hvert fald. I en rundspørge, som vi har foretaget blandt dansk erhvervslivs ledere, svarer hver anden, at den manglende politiske plan for genåbningen har en negativ indflydelse på deres virksomhed. Og det kan med andre ord være med til at forværre den økonomiske krise.

Derfor har Ledernes Hovedorganisation appelleret til, at der bliver lavet en klar plan for resten af genåbningen. Det skal selvfølgelig ske ud fra, hvad der er sundhedsmæssigt forsvarligt, men derudover mener vi, at fokus bør være på virksomheder og arbejdspladser, så den økonomiske kriser ikke bliver større.

Kontaktoplysninger

nip
Niklas Praefke
Cheføkonom
Telefon: 2428 2452
Mail: nip@lho.dk
Morten_Bonde_Pedersen_mini_1
Morten Bonde Pedersen

Pressekonsulent
Mobil: 2948 4086
E-mail: mpe@lho.dk