Svag stigning i andel af kvindelige ledere

22. januar 2018

Andelen af kvindelige ledere i Danmark fortsætter med at vokse, om end stigningen de seneste år har været ganske behersket. Det viser nye tal fra Lederne. Ved udgangen af 2017 var andelen af kvinder blandt Ledernes medlemmer på 29,89 procent. Til sammenligning var kvindeandelen ultimo 2016 på 29,53 procent og ultimo 2015 på 29,07 procent.

Den nye opgørelse fra Lederne viser samtidig, at 36,69 procent af de nye medlemmer, der meldte sig under fanerne i 2017, er af hunkøn. Blandt de nye ledere er kvinderne især stærkt repræsenteret i aldersgruppen op til 29 år.

Blandt topledere er der stadig fem mænd for hver kvinde, og når vi i undersøgelser spørger mellemlederne til deres topchefambitioner, er mændene i overtal

Viceadministrerende direktør hos Lederne Bodil Nordestgaard Ismiris

I løbet af de seneste 35 år er andelen af kvinder blandt Ledernes medlemmer firedoblet. I 1983 var 7,6 procent af medlemmerne kvinder.

 

Viceadministrerende direktør i Lederne Bodil Nordestgaard Ismiris glæder sig over, at kvindernes andel fortsætter med at stige, men hun kunne godt tænke sig, at udviklingen gik endnu stærkere.

- Det er absolut positivt, at næsten 37 procent af de nye medlemmer i 2017 er kvinder, og jeg noterer mig også, at kvindeandelen i forhold til det samlede medlemstal stille og roligt stiger. Men tallene viser med al tydelighed, at der er plads til forbedring, og i den forbindelse har vi en helt særlig udfordring med at få gjort kvinderne opmærksom på, at toplederjobbet ikke er forbeholdt mændene. Blandt topledere er der stadig fem mænd for hver kvinde, og når vi i undersøgelser spørger mellemlederne til deres topchefambitioner, er mændene i overtal, pointerer Bodil Nordestgaard Ismiris.

LÆS OGSÅ: Mandlige ledere tjener 8.400 kr. mere om måneden end kvinder

 

Ledernes viceadministrerende direktør vil blandt andet gerne slå et slag for den frihed og de muligheder, som et toplederjob indbefatter.

 

- Et toplederjob er krævende og indbefatter rigtig mange arbejdstimer, og i medierne bliver der ofte gjort rigtig meget ud af toplederes arbejdsuger på 80 timer. Men det er værd at huske, at topchefjobbet også medfører en stor grad af frihed og en helt unik mulighed for at være med til at skabe, forandre og udvikle, fastslår Bodil Nordestgaard Ismiris.