Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

"Sundhed skal være et tilbud - ikke tvangsyoga"

20. marts 2017

Bølgerne går højt, når et panel bestående af CEO Line Skafte Wilkens, tidligere skoleleder og Årets Leder 2011 Lise Egholm samt ledelsesrådgiver Christian Ørsted i en ny dilemmadebatfilm på lederne.dk diskuterer, om ledere må og skal blande sig i medarbejdernes livsstil.

Medarbejderen Pernille er dygtig til sit job, men hun ryger mange cigaretter og er i dårlig form. Hendes leder Camilla oplever, at Pernille tit er negativ. Camilla tænker, at det måske hænger sammen med hendes livsstil, men Camilla er i tvivl, om hun kan tillade sig at blande sig.

Nogenlunde sådan lyder dilemmaet, som vært Adam Duvå Hall stiller lederpanelet overfor i den nye video.

LÆS OGSÅ: Medarbejderes usunde livsstil er ikke en privat sag

- Der bliver sagt, at hun er dygtig, og hvis hun er dygtig, så er sundheden sådan set uinteressant. Det er hendes arbejdsindsats, der er interessant for lederen, siger Lise Egholm, som dog påpeger, at der indimellem kan være omstændigheder, der gør, at man som leder kan tillade sig at gå ind over de private grænser.

- Det handler om, hvad det er for en slags virksomhed. Er medarbejderen en, der står ved skranken og stinker af røg og er dårlig reklame for firmaet, så kan man måske godt tillade sig at gå ind over de private grænser, siger hun.

Jeg synes ikke, at man må blande sig i sundheden, men man må godt blande sig i attituden

CEO Line Skafte Wilkens

Line Skafte Wilkens mener ikke, at det er lederens rolle at blande sig i medarbejdernes private livsstilsvalg:

- Jeg synes ikke, man kan blande sig. Men som leder har man et ansvar for sundhed på arbejdspladsen. Man har et ansvar for at stille nogle ting til rådighed, der gør, at man kan leve et sundt liv i de timer, man er på arbejde, pointerer Line Skafte Wilkens.

Fri jagt på rygere og overvægtige
Hun bliver bakket op af Christian Ørsted, som mener, at der er ”fri jagt på rygere og overvægtige folk”.

- Jeg synes, at det er en uskik. Sundhed skal være et tilbud, fastslår han og lægger op til, at lederen skal interessere sig mere for, hvad medarbejderens negativitet skyldes og ikke med det samme konkludere, at negativiteten hænger sammen med livsstilen.

- Hver gang der er et problem i en virksomhed, finder vi en yogainstruktør, der kan lave noget yoga med medarbejderne i stedet for at overveje, om grunden til, at de er negative, kunne have noget at gøre med, hvad der foregår, mens de er på arbejde, siger Christian Ørsted.

LÆS OGSÅ: Ledere går forrest ad den sunde sti
Adam Duvå Hall oplyser panelets deltagere om, at lederen Camilla selv løber maraton og på sin tidligere arbejdsplads også var meget engageret i medarbejdernes sundhed.

- Når jeg hører den baggrundshistorie, så tænker jeg, at det er hendes ”eget”, hun projicerer ud på medarbejderne. Vi skal have en balance, vi må gerne vælge vores liv selv, siger Lise Egholm.

- Vi bliver nødt til at have respekt for, at vi kan have forskellige idéer om, hvad et godt liv er. Det drejer sig om, at Camilla har en medarbejder, der er negativ, og det er dét, der skal gøres noget ved. Sundhed skal være et tilbud, det skal ikke være tvangsyoga, supplerer Christian Ørsted.

Det er Line Skafte Wilkens enig i.

- Jeg synes ikke, at man må blande sig i sundheden, men man må godt blande sig i attituden. Der vil jeg sige, at man må gå ret langt, fastslår hun.

Se dilemmadebatten her