Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Styrtdyk i andel af ledere med aktieløn

Aktieløn optræder som et element i stadig færre danske lederkontrakter. Andelen af ledere, som får en eller anden form for aktieløn, er således faldet drastisk, lige siden finanskrisen ramte dansk erhvervsliv i 2008. Det viser en opgørelse i Ledernes nye lønstatistik baseret på svar fra 18.626 ledere.

I 2008 fik ni procent af lederne i Danmark en eller anden form for aktieløn som en del af lønpakken. I 2015 bliver kun tre procent af lederne aflønnet med aktier.

Formanden for Lederne Svend Askær er ikke overrasket over aktielønnens voldsomme rutsjetur:

 

Som udgangspunkt handler det om at have en grundløn, som man kan betale alle sine regninger med, og man skal være bevidst om, aktieløn er forbundet med en stor usikkerhed og derfor ikke er penge, man kan kalkulere med, når man lægger sit private budget.

Formand for Lederne, Svend Askær

- I årene fra 2003 til 2008 steg andelen stille og roligt, men siden finanskrisen er det blevet stadig mindre attraktivt for ledere at have en indtægt, som til dels er baseret på aktier. Så selvom der igen er kommet godt gang i hjulene i erhvervslivet, og optimismen er vendt tilbage, er mange ledere som en lære af kriseårene blevet opmærksomme på, at man skal være meget påpasselig med at sige ja til aktieaflønning. Som udgangspunkt handler det om at have en grundløn, som man kan betale alle sine regninger med, og man skal være bevidst om, aktieløn er forbundet med en stor usikkerhed og derfor ikke er penge, man kan kalkulere med, når man lægger sit private budget, fastslår Svend Askær.

Ledernes lønstatistik viser, at aktieløn er klart mest udbredt blandt de højest lønnede ledere. Blandt ledere med en månedsløn på over 100.000 kroner har 21 procent en eller anden form for aktieaflønning, mens det kun drejer sig om under én procent af lederne med en månedlig gage på under 40.000 kroner.

Når det gælder bonus, overskudsdeling og resultatløn som en del af lønpakken ligger andelen rimelig stabilt blandt lederne på de danske virksomheder. I 2009 var det 39 procent af lederne, som havde et af disse elementer i lønnen, og i år er andelen 41 procent. Jo højere i ledelseshierarkiet, lederne befinder sig, desto mere udbredt er bonus og overskudsdeling.

Se den helt nye undersøgelse