Strejke eller lockout - hvad gør du?

21. februar 2018

Storkonflikten truer, hvis ikke en overenskomstaftale for 750.000 offentligt ansatte kommer på plads. Det kan betyde både strejke og lockout. Læs her, hvordan du skal forholde dig som offentligt ansat og medlem af Lederne.

Strejke

Er du ansat på en af de overenskomster, som Lederne er part i
Som medlem af Lederne kan du ikke blive omfattet af et strejkevarsel, da Lederne i vores egne offentlige overenskomster har som særvilkår, at vores medlemmer ikke kan strejke.

Er du ansat på en overenskomst, hvor Lederne ikke er part
Som medlem af Lederne kan du ikke blive omfattet af en strejke, når Lederne ikke er part i den overenskomst, som du er ansat i henhold til.

En fagforening kan nemlig kun varsle strejke for de medarbejdere, som er ansat på den overenskomst, fagforeningen er part i. Er du ansat på eksempelvis en AC eller HK-overenskomst, men medlem hos Lederne, bliver du derfor ikke omfattet af AC´s eller HK’s eventuelle strejkevarsel, med mindre du også er medlem hos en AC organisation eller HK.

Det betyder, at du – i tilfælde af konflikt – har pligt til at møde på arbejde og passe dit job, og du har derfor også krav på din sædvanlige løn.

Skulle der blive varslet strejke inden for dit ansættelsesområde, bør du tale med din nærmeste leder om situationen. Din arbejdsgiver kan vælge, at du ikke skal møde op – i givet fald, er det en god idé at få det på skrift. Og det ændrer ikke på, at du skal have din almindelige løn.

Din arbejdsgiver kan også vælge, at du skal møde op og passe dine opgaver – du har dog ikke pligt til at påtage dig konfliktramt arbejde, med mindre du bliver en del af et nødberedskab.

Lockout

En lockout kan også kun gælde for de medarbejdere, der er medlem af en organisation (som eksempelvis HK), der er part i den overenskomst, lockout-varslet gælder for.

Som medlem af Lederne kan du derfor ikke blive omfattet af en lockout, med mindre, du har dobbelt medlemsskab – altså både hos Lederne og f.eks. HK.

Mulig konflikt i april
Som det ser ud nu, vil en eventuel konflikt træde i kraft den 1. april på det kommunale og regionale område og den 4. april på det statslige område. Det er lige nu ved at blive klarlagt, hvilke arbejdspladser, der skal udtages til konflikt, hvis det kommer til det.

Kontakt os
Hvis du er i tvivl om, hvordan du forholder dig, er du velkommen til at kontakte os.

Kontakt os (log ind med NemID)