Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Storrumskontorer kalder på ledelsesmæssig action

15. august 2016

Storrumskontorer understøtter på mange måder en arbejdsplads med fokus på samarbejde. Men indretningsformen kræver ledelsesmæssige tiltag, hvis det skal fungere i praksis, pointerer direktør hos Lederne Vibeke Skytte.

I en ny klumme tager Vibeke Skytte blandt andet udgangspunkt i en nyligt offentliggjort undersøgelse fra Lederne, der omhandler netop storrumskontorer.

- Undersøgelsen viser, at lederne generelt mener, at der er flere fordele end ulemper ved at arbejde i et storrumskontor, men den peger også på nogle udfordringer, som rammerne kan give, skriver Vibeke Skytte og henviser til, at halvdelen af lederne mener, at dét at tale fortroligt med kolleger eller medarbejdere vanskeliggøres i et storrumskontor.

Storrumskontorer er en god måde at styrke det faglige og sociale fællesskab i dagligdagen på arbejdspladserne

Direktør hos Lederen Vibeke Skytte

Hun betegner storrumskontorer som nutidens og givetvis også fremtidens måde at indrette arbejdspladser på.

- Derfor er det glædeligt at konstatere, at en stor del af lederne mener, storrumskontorer øger muligheden for videndeling, og at de fysiske rammer gør det lettere at holde hinanden orienteret. Storrumskontorer er en god måde at styrke det faglige og sociale fællesskab i dagligdagen på arbejdspladserne, skriver direktøren.

LÆS OGSÅ: Ledelsesinitiativer får storrumskontorer til at fungere

Det er lederen, der må træde i karaktér og efter bedste evne prøve at imødekomme de forskellige medarbejderes behov

Direktør hos Lederne Vibeke Skytte

Indretningen i storrumskontoret åbner op for nye muligheder på nogle arbejdsområder, men dermed ikke sagt det er velegnet til alle typer af arbejdsopgaver, pointerer hun. Her er det lederen, der må træde i karaktér og efter bedste evne prøve at imødekomme de forskellige medarbejderes behov.

- Ligesom alle andre udfordringer i arbejdslivet kræver storrumskontorer ledelse. Man kan ikke placere en stribe mennesker i et åbent kontorlandskab uden ledelsesmæssigt blandt andet at forholde sig til, hvor i rummet de enkelte medarbejdere skal placeres, fastslår Vibeke Skytte.

Undersøgelsen om storrumskontoret er lavet i samarbejde med analyseinstituttet YouGov og blev offentliggjort på lederne.dk den 25. juli 2016.