Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Mit Lederne

Nyheder

Store bunker på ledernes skriveborde efter ferien

08. august 2016

Der er ikke noget, der hedder en blød opstart, når lederne på de danske virksomheder vender tilbage til jobbet efter sommerferien. Ifølge en ny undersøgelse fra Lederne, som offentliggøres i dag, kan to ud af tre ledere tværtimod se frem til mere arbejde end normalt umiddelbart efter sommerferien.

Undersøgelsen, der er baseret på svar fra 2.014 ledere, viser, at 67 procent af lederne svarer ja til, at arbejdsbunkerne er større end normalt i perioden umiddelbart efter sommerferien, mens 33 procent ikke forventer at få ekstra travlt lige efter perioden med sol, sommer og softice.

For 49 procent af de ledere, som kan se frem til at skulle arbejde mere end normalt, er der ekstra tryk på kedlerne i den første uge efter sommerferien, mens hver tredje leder, 35 procent, må belave sig på ekstra travlhed i to uger. For 10 procent af lederne er der udsigt til tre særligt travle uger.

- På linje med, at størstedelen af lederne også har mere at lave på arbejdet, lige inden ferien starter, er det helt normalt for mange, at der også er ekstra travlt lige efter sommerferien. Mailboksen er typisk fyldt, og der er mange spørgsmål, der er opstået i løbet af lederens ferie, som afventer ledernes stillingtagen. Derudover er det på de fleste arbejdspladser sådan, at sommerferien afvikles forskudt, og det betyder, at når én leder vender tilbage fra ferie, er der andre ledere, som stadig holder, og det kan betyde, at man i en periode også varetager opgaver for en eller flere lederkolleger, forklarer ledelsesrådgiver hos Lederne Michael Uhrenholt.

Det er en del af lederjobbet at have særligt travlt ind imellem. Men det er selvsagt samtidig vigtigt, at de batterier, der er blevet ladet godt op i løbet af sommerferien, ikke bliver flade på to eller tre uger.

Ledelsesrådgiver hos Lederne, Michael Uhrenholt

Han understreger, at der ikke som udgangspunkt er noget galt i at arbejde ekstra meget i perioder.

- Det er en del af lederjobbet at have særligt travlt ind imellem. Men det er selvsagt samtidig vigtigt, at de batterier, der er blevet ladet godt op i løbet af sommerferien, ikke bliver flade på to eller tre uger. Derfor kan man med planlægning og uddelegering nå langt og sikre, at der er plus på ressourcekontoen ikke kun til de første uger efter ferien, men derimod til hele efteråret, fastslår Michael Uhrenholt.

Undersøgelsen fra Lederne om ”Lederens ferie” er foretaget i samarbejde med analyseinstituttet YouGov.

Ledernes ferieundersøgelse 2016

Kunne du bruge siden? Nej Ja

Fortæl os din mening
Vi har brug for dit input, så vi hele tiden kan gøre siden bedre for dig.

Spørgsmål besvares dog ikke.
Kontakt os

Send

Tak for din feedback