Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Stor forskel på kvinder og mænds lederkompetencer

11. april 2016

Der er stor forskel på, hvilke kompetencer man skal have som leder – alt efter, om man spørger en kvindelig eller en mandlig leder. Det viser en ny undersøgelse fra Lederne om ledelseskompetencer, som offentliggøres i dag.

I undersøgelsen, der er baseret på svar fra 1.178 ledere, er lederne blevet bedt om at pege på op til otte ud af 25 kompetencer, som de mener, er de vigtigste at bære rundt på i det nuværende lederjob. På linjelederniveau viser det sig, at kvinderne i langt højere grad end de mandlige lederkolleger prioriterer evnen til at skibe trivsel og arbejdsglæde, planlægge opgaver, skabe samarbejde og dialog og gennemføre forandringer.

LÆS OGSÅ: Lederne skaber rammer for medarbejdernes trivsel

Omvendt sætter flere mandlige end kvindelige linjeledere blandt andet kryds ved kompetencer som at løse problemer, skabe resultater og træffe beslutninger.

De to køn supplerer hinanden fortrinligt – også når det gælder måden at lede på.

Chefkonsulent hos Lederne Marianne Rasmussen

Forskellene er markante. Eksempelvis peger 59 procent af kvinderne mod 43 procent af mændene på, at evnen til at skabe trivsel og arbejdsglæde er blandt de vigtigste kompetencer. Omvendt har 40 procent af mændene mod 32 procent af de kvindelige linjeledere sat hak ved kompetencen "løse problemer".

- Undersøgelsen understreger, at der ér reel forskel på, hvordan mænd og kvinder forstår deres ledelsesopgave, og hvilken vej de vælger for at nå målene. Som udgangspunkt er dét rigtig positivt. Det viser nemlig betydningen af diversitet i forhold til køn, når virksomhederne skal ansætte ledere. De to køn supplerer hinanden fortrinligt – også når det gælder måden at lede på, fastslår chefkonsulent hos Lederne Marianne Rasmussen.

Læs også: Kvindelige ledere tager arbejde med hjem

Når man ser på hele gruppen af privatansatte mellem- og linjeledere og ikke splitter svarene op på køn, kommer evnen til at skabe resultater ind som topscorer blandt alle opstillede kompetencer. 49 procent af mellem- og linjelederne mener, at evnen til at skabe resultater er en af de vigtigste kompetencer i det nuværende lederjob, skarpt forfulgt af evnen til at skabe trivsel og arbejdsglæde, evnen til at inspirere og motivere samt evnen til at tage ansvar.

Undersøgelsen er foretaget i samarbejde med analyseinstituttet YouGov.