Stå fast ved dine ledelsesprincipper

OPFØLGNING PÅ UGENS DILEMMA: Sidste uges dilemma handlede om journalisten Klaus, der for nyligt var blevet forfremmet til teamleder.

26. september 2018

Han har efter sin tiltrædelse indført ændringer af arbejdsgangene, som har betydet, at medarbejderne har plads til mere selvstændighed og kreativitet i deres arbejde. Nu kan han dog se, at det ikke fungerer, og han er nødt til at tage affære, hvis den røde tråd i artiklerne og kvaliteten af medarbejdernes ellers gode arbejde skal opretholdes.

Som leder er det vigtigt at kende sig selv og stå fast på sin integritet og sine værdier, som danner hele grundlaget for den enkeltes ledelsesfilosofi

Ledernes ledelsesrådgivere

For ledelsesrådgiverne står det klart, at Klaus skal stå fast ved sine ledelsesprincipper.

- Som leder er det vigtigt at kende sig selv og stå fast på sin integritet og sine værdier, som danner hele grundlaget for den enkeltes ledelsesfilosofi og måde at udøve ledelse på. Er du som leder autentisk og tro mod dine værdier, smitter det af og skaber tillid og troværdighed blandt medarbejderne, siger de.

De påpeger desuden, at det med et godt team i ryggen vil være et godt træk at inddrage medarbejderne. 

- Klaus har et veletableret, dygtigt og engageret team og med udgangspunkt i det, vil jeg anbefale løsning tre, hvor Klaus holder fast på sine ledelsesprincipper og inddrager medarbejderne i udfordringerne, siger de.

LÆS OGSÅ: Nye regler for selvstændige om dagpenge/efterløn

De understreger i den forbindelse også, at netop kommunikationen med medarbejderne er vigtig, når der sker et ledelsesskift.

- Som leder må Klaus forvente, at indførelsen af en ny ledelsesstil og ændrede arbejdsgange tager lidt tid. Her er det vigtigt, at han hurtigt får kommunikeret til teamet, hvad han ledelsesmæssigt står for og, hvilke forandringer han gerne vil have, der kommer til at ske. Ved at dele kvalitetsudfordringerne og den manglende røde tråd i historierne med medarbejderne kan Klaus og teamet sammen finde gode løsninger og få kvaliteten i top. Involveringen skaber engagement og større ansvarlighed og er dermed med til at fastholde hans ledelsesprincip om større frihed og mere ansvar, understreger Ledernes ledelsesrådgivere.

LØSNINGSFORSLAG:

  1. Han indfører mere kontrol med artiklerne, men forsøger at holde fast i hans overordnede ledelsesprincip om større frihed og mere ansvar.

  2. Han indfører de gamle arbejdsgange og mere kontrol og går dermed på kompromis med sine egne ledelsesprincipper.

  3. Klaus står fast ved sine ledelsesprincipper og inddrager medarbejderne i de udfordringer, som han har identificeret.


Sidste uges opfølgningsartikel