Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Skal stressede medarbejdere sættes på deltid?

15. maj 2017

Der er langt fra enighed, når et panel bestående af CEO Line Skafte Wilkens, tidligere skoleleder Lise Egholm og ledelsesrådgiver Christian Ørsted i en ny dilemmadebatfilm på lederne.dk diskuterer, hvordan ledere bedst håndterer medarbejdere med stress.

Louise er en ung og ambitiøs projektleder. Hun har to små børn og er vendt tilbage fra barsel for et halvt år siden. I virksomheden, hvor hun arbejder, stiger arbejdspresset. Louise, der er perfektionist, begynder at udvise kraftige symptomer på stress. Hendes leder Marianne ved ikke, hvad hun skal stille op.

LÆS OGSÅ: Syv ud af ti ledere har haft samtale med medarbejder om stress
Sådan lyder dilemmaet, som vært Adam Duvå Hall stiller lederpanelet over for i en ny film på lederne.dk. Tidligere skoleleder Lise Egholm tager bolden først og påpeger, at Louise måske har svært ved at få arbejdslivet og privatlivet til at hænge sammen.

Det er altså ikke trygt, hvis min leder begynder at grave rundt i, om jeg kan få det til at hænge sammen derhjemme

Ledelsesrådgiver Christian Ørsted

- Hvis man er sikker på, at det er stress, vil jeg anbefale, at hun kommer ned i tid. For det handler om at få en balance mellem sit familieliv og sit arbejdsliv. Og hvis ikke det fungerer, skal hun måske arbejde et helt andet sted, foreslår Lise Egholm.

Dén udmelding er CEO Line Skafte Wilkens ikke enig i.

- Altså jeg mener ikke, at man kan sige til folk, at de skal gå ned i tid. Hvis jeg er overbevist om, at det er stress, og at det er arbejdsrelateret, så ville jeg nok gå ind og kigge på, hvilke opgaver hun har, og så ville jeg simpelthen sige – ”de her opgaver er ikke længere dit problem,” siger Line Skafte Wilkens.

- De medarbejdere, jeg har mødt, som påstår, at de har stress – det er altid en kombination af det private og det arbejdsmæssige, indskyder Lise Egholm.

Balance mellem ansvar og indflydelse mindsker stress
Christian Ørsted er ikke tilhænger af, at ledere blander sig i, hvordan medarbejdere balancerer deres work-life balance.

- Det er altså ikke trygt, hvis min leder begynder at grave rundt i, om jeg kan få det til at hænge sammen derhjemme. Men det er utroligt trygt og relevant at finde ud af, hvad mine mål er, hvad kravene er, hvilke ting, der har prioritet, hvilke muligheder jeg har, og hvad jeg har indflydelse på. Når vi har balance mellem ansvar og indflydelse, så ser vi magisk, at så bliver der også mindre stress, mener Christian Ørsted.

LÆS OGSÅ: Ledere skal turde blande sig i medarbejderes privatliv
Afslutningsvis giver Line Skafte Wilkens følgende råd til lederen Marianne:

- Jeg synes, at Marianne skal tage ansvar som leder. Hun skal tage ansvar for den ubalance, der er, og eventuelt skære igennem og tage nogle opgaver fra Louise midlertidigt, men uden at fjerne hendes mandat, fastslår Line Skafte Wilkens.

Se hele Dilemmadebat-filmen her:

Få viden og værktøjer om forebyggelse af stress