Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Sid aldrig på hænderne

15. juli 2015

Har du nået det, du ville? Så er det måske på tide at komme videre.

I stedet for at ærgre sig over at have mistet indflydelse, kan CSR-manageren Lars fra sidste uges dilemma vælge at se situationen fra en anden vinkel: Han er nået i mål med sine ambitioner og skal nu finde nye udfordringer.

Jeg ville råde Lars til at søge væk og bringe sine evner til at bygge et strategisk område op og få ting til at ske i spil i en ny virksomhed

Niels Henriksen, rådgivningschef hos Lederne

I dilemmaet, der har ligget til afstemning på business.dk, mærker CSR-manageren, at indflydelsen siver. Efter nogle år, hvor han har bygget en Corporate Social Responsibility-afdeling op og siddet med ved bordet, når direktion og bestyrelse har truffet beslutninger og lagt strategier, er der nu langt mellem invitationerne, og interessen for det sociale ansvar overskygges nu af opmærksomhed på salg, marketing og økonomi.

- Lederen i dilemmaet skal gøre noget, før han og hans afdeling bliver til et besparelsesprojekt i forsikringsselskabet. Han skal i gang med at gøre sig selv og sin indsats synlig. Både internt i selskabet, i sit netværk og på jobmarkedet, råder rådgivningschef hos Lederne, Niels Henriksen.

I stedet for at se tilbage med længsel på tiden, hvor hans indflydelse var størst, mener Niels Henriksen, at Lars skal se på, hvilke kompetencer, han kan bringe i spil:

- Der er ingen tvivl om, at Lars har haft succes med at bygge op og få indflydelse. Nu skal han enten bruge sine kræfter på, hvordan han kan få spørgsmål om ansvarlighed og bæredygtighed integreret i selskabets forretning – eller hvordan han kan bruge sine erfaringer til at komme videre.

Corporate Social Responsibility begrebet har nok mistet lidt af sin hype, siden begyndelsen af nullerne, men det betyder ikke, at virksomheder i dag fralægger sig socialt ansvar.

- Vi ser det nok mere integreret i forretningen nu, siger Niels Henriksen og henviser til et eksempel som Mærsk, der satser på bæredygtighed på en måde, der forbedrer forretningen ved at reducere brændstofforbrug og CO2-udledning.

- Jeg ville råde Lars til at søge væk og bringe sine evner til at bygge et strategisk område op og få ting til at ske i spil i en ny virksomhed, siger Niels Henriksen, der dermed peger på løsning nr. tre.