Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Seks ud af ti ledere vil have nyt job

17. august 2015

Der bliver gang i svingdørene på de danske virksomheder i den kommende tid. Ifølge en ny og endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra Lederne søger 60 procent af lederne i Danmark nyt job eller overvejer et jobskifte. Det skriver Lederne i en pressemeddelelse.

Undersøgelsen, der er baseret på svar fra 3.783 ledere, viser, at 14 procent af lederne i øjeblikket er aktivt jobsøgende, mens 46 procent overvejer at skifte job. Under halvdelen af de adspurgte ledere, 40 procent, ønsker ikke p.t. at skifte job.

Ikke alle virksomheder er lige gode til at udnytte ledernes kompetencer eller give plads til, at lederne får lov til at folde deres visioner ud, og på et tidspunkt tager de ambitiøse ledere konsekvensen og søger nyt job.

Svend Askær, formand for Lederne

Sammenlignet med Ledernes tilsvarende undersøgelser fra de seneste tre år er der tale om en markant stigning i andelen af ledere med smag for nye græsgange. I 2012 var kun 41 procent af lederne enten aktivt jobsøgende eller i gang med overvejelser om nyt job, og i 2013 faldt andelen til 37 procent. Når det nu er hele 60 procent af lederne, som er på vej videre i karrieren, er der ifølge formanden for Lederne Svend Askær flere årsager.

- Tallene i undersøgelsen understreger, at krisen er klinget af. Hovedparten af de danske virksomheder står igen på sikker grund, og mange virksomheder er i fin vækst. De nye, positive vinde i erhvervslivet giver lederne blod på tanden i forhold til at komme videre i karrieren, og samtidig åbner væksten for nye jobmuligheder, som ikke eksisterede for bare ét eller to år siden, siger Svend Askær.

LÆS OGSÅ: Efteruddannelse er et fælles ansvar

Ifølge undersøgelsen er ønsket om nye udfordringer det vigtigste motiv blandt lederne med jobskifteplaner, efterfulgt af manglende muligheder for avancement på den nuværende arbejdsplads.

- Når 75 procent af de ledere, der siger, de vil videre i karrieren, savner nye udfordringer viser det, at mange ledere bærer rundt på uudnyttet potentiale. Ikke alle virksomheder er lige gode til at udnytte ledernes kompetencer eller give plads til, at lederne får lov til at folde deres visioner ud, og på et tidspunkt tager de ambitiøse ledere konsekvensen og søger nyt job, forklarer Svend Askær.

Undersøgelsen er foretaget i samarbejde med analyseinstituttet YouGov og offentliggøres i sin helhed i september.
Outplacement