Se udfordringer som en mulighed for at lære

OPFØLGNING PÅ UGENS DILEMMA: I sidste uges dilemma var Mette i tvivl om, hvad hun skulle stille op med den nye, udenlandske chef John. Han og Mette har to meget forskellige måder at gribe personaleledelse an på, og Mette var derfor frustreret over den måde som John f.eks. kommunikerer med medarbejderne.

31. oktober 2018

Ledelsesrådgiver hos Lederne Flemming Andersen råder Mette til at gå proaktivt til værks for at få løst problemet.

- Mette skal betragte det at få John som chef, som en mulighed for at lære noget af ham og hans måde at drive ledelse på. Hun skal ikke modarbejde ham, men derimod forsøge at spørge sig selv: ”Hvad er det der driver ham? Og hvad er det jeg kan lære af hans måde at gøre tingene på?,” siger Flemming Andersen. 

Det er fint, hvis hun forklarer ham at medarbejderne plejer at blive mere inddraget, og at hun kan mærke en frustration blandt dem, men hun skal stadigvæk lade det være op til John hvor meget han vælger at inddrage dem.

Ledelsesrådgiver hos Lederne Flemming Andersen

Han mener derfor, at Mette skal vælge løsning nummer 2, hvor hun går aktivt ind i situationen og støtter John, men ikke forsøger at ændre for meget på ham og hans ledelsesstil.

- Ledelsen har jo peget på John som den rigtige til stillingen, og derfor må Mette være loyal mod ledelsen og forsøge at bakke John op, så de kan spille hinanden gode, siger Flemming Andersen.

Han påpeger dog, at Mette somme tider godt på tomandshånd kan lufte sin egen holdning til Johns måde at lede personalet på, hvis hun er meget uenig, så længe hun gør det på en måde som viser, at hun gør det for at hjælpe og støtte ham, ikke for at modarbejde ham.

- Det er fint, hvis hun forklarer ham at medarbejderne plejer at blive mere inddraget, og at hun kan mærke en frustration blandt dem, men hun skal stadigvæk lade det være op til John hvor meget han vælger at inddrage dem, siger Flemming Andersen. 

LÆS OGSÅ: Gør en indsats for at fastholde dine medarbejdere

Han understreger i øvrigt, at trenden med flere udenlandske kolleger, såvel chefer som medarbejdere, er kommet for at blive

- Det er en udvikling, hun ikke kan stoppe. Det vil derfor ikke nytte noget, hvis hun blot vælger løsning nummer 3 og flytter til en anden arbejdsplads, slår Flemming Andersen fast.

LØSNINGSFORSLAG:

  1. Hun forsøger at lede opad og ændre Johns ledelsesstil.
  2. Hun forsøger at forlige sig med Johns ledelsesstil og bakker ham op.
  3. Hun begynder at se sig om efter et nyt job.

Sidste uges opfølgningsartikel