Sådan overbeviser du chefen om, at du skal på efteruddannelse

Udvikling gennem en lederuddannelse er med til at sikre, at du er rustet til de krav, der stilles til dig som leder nu og i fremtiden. Men ikke alle har held med at få overbevist ledelsen eller HR-chefen om et kompetenceløft. Vi har samlet seks gode råd.

15. maj 2019

Overbevis chefen om efteruddannelse

I langt de fleste tilfælde er opkvalificering af dine lederkompetencer via kurser og efteruddannelse en win-win situation for både dig og din arbejdsplads. Mens din virksomhed får ny viden og fagligt skarpere ansatte, får du som leder skærpet dine færdigheder og udbygget dit netværk. Men hvorfor er det så, at mange møder barrierer, når de gerne vil videreuddannes?

”De, der lykkes med at få deres efteruddannelse betalt af virksomheden, har typisk gjort et godt forarbejde”, fortæller direktør i Lederne Vibeke Skytte.
Vibeke Skytte beskæftiger sig til dagligt med lederudvikling og fremtidens kompetencekrav, og hendes kernebudskab er, at du skal betragte din efteruddannelse som et fælles projekt for dig og din arbejdsplads – som I begge vinder på.

Læs hendes seks gode råd til, hvordan du øger dine chancer for at få succes med en opkvalificering af dine kompetencer på virksomhedens regning.

6 gode råd

1. Peg på konkrete gevinster for virksomheden

Først og fremmest er det vigtigt, at du argumenterer i en forretningsmæssig kontekst. Med argumenter som, det kunne være sjovt at lære et nyt fagområde, det lyder spændende og pynter på CV’et, får du svært ved at lykkes med din forespørgsel.

I stedet for kun at fokusere på dig selv og dine karriereønsker er et godt råd, at du tager afsæt i virksomheden, og de gevinster den får ved at poste uddannelseskroner i dig. Kom din chef i forkøbet, og fortæl ham eller hende, hvad virksomheden vinder ved at udvikle dine færdigheder – både nu og på den lange bane. Konkret udbytte for din virksomhed kan eksempelvis være:

  • Større markedsandele eller styrket konkurrenceevne
  • At du kan dele din nye viden med andre medarbejdere   
  • At du får konkrete kompetencer til at håndtere nye udfordringer i forbindelse med ny teknologi, nye forretningsområder etc.

2. Undersøg praksis for efteruddannelse i din specifikke situation

Du kan øge chancen for et "ja" til din opkvalificering, hvis du sætter dig ind i, hvordan man i din virksomhed ser på efteruddannelse, og hvor man finder ressourcerne til at finansiere udgifterne. Du kan eksempelvis afsøge følgende forhold, inden du går videre med din forespørgsel:

  • Har dine kollegaer været på lignende forløb?
  • Er der afsat et bestemt beløb til efteruddannelse pr. medarbejder?
  • Findes der alternative finansieringsformer som eksempelvis bruttolønsordninger, legater eller afregning i rater?

3. Beregn omkostninger og tid

Når du går videre med din forespørgsel, vil du helt sikkert blive spurgt ind til, hvor længe virksomheden skal undvære dig og hvor mange udgifter, der er forbundet med det.

Gevinsterne ved at opkvalificere dig skal gerne opveje de økonomiske og tidsmæssige omkostninger for virksomheden. Du kan derfor med fordel sætte dig ind i følgende:

  • Hvor lang en periode skal du være væk fra arbejdspladsen?
  • Går dit fravær ud over arbejdsopgaver, og hvordan bliver de i så fald løst?
  • Hvad vil efteruddannelsen koste virksomheden alt i alt?

4. Vær forberedt på en ekstra faktor i din work-life balance

Det kræver et vist overskud at tage på et kompetencegivende forløb. Du skal i perioder få undervisning, forberedelse og opgaveskrivning til at gå op med fuldtidsjob og privatliv. Efterlader du et indtryk af, at arbejdspresset bliver for stort, mindsker det chancerne for, at din opkvalificering betragtes som en god investering.

Det er derfor en god idé at sikre dig, at du har opbakning fra dit bagland, og være indstillet på, at der er aktiviteter, du måske må sætte på standby i perioden.

  • Undersøg, om dit uddannelsesforløb ligger i eller uden for arbejdstiden
  • Find ud af, hvad forløbet kræver af ressourcer fra dig, din virksomhed og dit bagland
  • Gør det klart, hvad du har tænkt dig at trappe ned på, hvis det bliver nødvendigt

5. Lad dig ikke slå ud

Husk, at dit ønske om efteruddannelse skal gå op med virksomhedens øvrige aktiviteter. Et afslag kan derfor blot være udtryk for, at virksomheden har travlt eller for få ressourcer til at undvære dig i den pågældende periode.

Der er derfor ingen grund til, at du opgiver dit ønske om opkvalificering en gang for alle. I stedet kan du undersøge, om der er en løsninger, der passer bedre med virksomhedens økonomiske og tidsmæssige ressourcer:

  • Find ud af, om du kan opdele efteruddannelsen i moduler, så du kan tage den i små bidder frem for et langt, sammenhængende forløb
  • Læg en plan for fremtiden, og spørg ind til, om det er muligt at prioritere din opkvalificering til næste budgetår

Ved at gøre din forespørgsel mere spiselig, kan du vende et afslag til en mulighed i fremtiden. Det vigtigste er, at du får papir på din opkvalificering, så du kan dokumentere dine færdigheder – tiden det tager, er ikke afgørende.


6. Få efteruddannelse ind i din kontrakt ved næste jobskifte

Når du skifter job eller bliver forfremmet næste gang og skal have en ny kontrakt, så kan det være en god idé at få skrevet aftaler om efter- og videreuddannelse ind i kontakten.