Præciser medarbejderens mandat

OPFØLGNING PÅ UGENS DILEMMA: I sidste uge havde teamchefen Frederik et dilemma, hvor projektlederen Nicolaj havde bedt medarbejderen Naja om at arbejde over, da projektet var tæt på deadline. Naja var ikke tilfreds med, at Nicolaj tillod sig at bede hende om at blive længere, og hun gik derfor til Frederik for at klage over situationen.

06. marts 2019

Ledelsesrådgiver i Lederne Flemming Andersen mener ikke, at Frederik burde have være involveret i første omgang:

- Umiddelbart burde det jo være noget, man selv klarede og ikke noget, som man blander sin chef ind i. Hvis Naja føler sig pikeret over det burde hun i stedet have taget dialogen med Nicolaj, siger Flemming Andersen.

Flemming Andersen mener dog, at Frederik skulle have gjort klart fra starten, hvilket mandat Nicolaj har i forhold til projektet, og hvis sådanne tvister opstår, er det vigtigt at tale med begge parter, da medarbejderens utilfredshed kan bero på misforståelser:

- Frederik skal tage den på sin kappe og tænke over, om det mandat, han har givet til Nicolaj, er helt klart for ham og de øvrige kollegaer. Har han mandat til at bestemme over andres arbejdstider, eller har han kun det faglige ansvar for, at projektet kommer godt i mål? Derfor skal Frederik tage en samtale med både Nicolaj og Naja, så alle parter kan forstå, hvad der ligger til grund for tvisten. Han skal måske også tænke over, hvad årsagen er til, at Naja ikke selv kunne se nødvendigheden af at blive, med mindre naturligvis at hun ikke havde tid og mulighed, siger ledelsesrådgiveren.

Flemming Andersen opfordrer Frederik til lægge linjen for, hvordan projekter skal håndteres i fremtiden, så der ikke kan opstå misforståelser:

- Hvis Frederik ønsker, at Nicolaj skal have mulighed for, i begrænset omfang, at bede kollegaerne blive et par timer, så skal han vælge løsning 3. Hvis ikke kan mener, at Nicolaj skal bestemme arbejdstider for sine kollegaer, så skal han vælge løsning nummer 1.

LØSNINGSFORSLAG:

  1. Frederik tager en samtale med Nicolaj, hvor han understreger, at det ikke er Nicolajs opgave at bestemme andres arbejdstider.
  2. Frederik mener, at Nicolaj tog den rigtige beslutning og gør derfor ikke noget ved sagen. Han beder også Naja om at lade sagen ligge. 
  3. Frederik giver Nicolaj beføjelse til at kunne bede kollegaerne arbejde længere i begrænset omfang, hvis han på forhånd har givet Frederik besked om, at det kan blive nødvendigt i pressede situationer.

Sidste månedes opfølgningsartikel