På onsdag kåres Årets Leder for 16. gang

20. november 2017

I november 2016 kunne direktøren for Børnecancerfonden Marianne Benzon Nielsen drage stolt hjem fra Ledelsens Dag med titlen som Årets Leder i tasken. På onsdag den 22. november bliver det afsløret, hvem der bliver den 16. modtager af Danmarks mest prestigefyldte lederpris.

Fem direktører udgør feltet, som i år dyster om prisen. Årets vinder indtræder i et selskab, der ud over Marianne Benzon Nielsen blandt andre tæller Nils Smedegaard-Andersen, Jørgen Vig Knudstorp, Johan Bülow og Lilse Egholm.

 

Kandidater til at blive Årets Leder 2017 er:

Niels Buus, CEO i GomSpace i Aalborg, som er verdens førende producent af nanosatellitter. Forventningen er at skabe flere hundrede nye job de kommende år for at følge med efterspørgslen. 

Betina Hagerup, nytiltrådt direktør i KMD med ansvar for forretningsudvikling, strategi, teknologi og kunderejsen. Hun kommer fra en stilling som direktør i Erhvervsstyrelsen.

Jacob Holm, CEO i møbelproducenten og designvirksomheden Fritz Hansen. Virksomheden bag designikoner som Svanen og Ægget kom i foråret ud med det bedste regnskab i sin 145-årige historie.

Kåre Schultz, forhenværende CEO i Lundbeck og nytiltrådt CEO i verdens største producent af kopimedicin, Teva i Israel, hvor han er chef for 57.000 medarbejdere.

Marianne Dahl Steensen, direktør i Microsoft Danmark. Hun er en topleder med klare holdninger og blander sig gerne i den offentlige debat om alt fra diversitet til unges digitale kompetencer.

Komiteen, der har fundet frem til årets fem kandidater, består af formanden for Lederne Svend Askær, headhunter og stifter af The Personal Business Plan Stephen Bruyant-Langer, professor Henrik Holt Larsen, Copenhagen Business School, koncerndirektør for Kunder og HR i ATP Lilian Mogensen, CEO i VISDA – Visuelle Rettigheder i Danmark Torben Gammelgaard, ceremonimester for Kongehuset og selv tidligere prismodtager i 2009 Kim Kristensen og Ledernes pressechef Michael Monty.

Årets Leder 2017 bliver kåret onsdag den 22. november klokken cirka 11:30.

 

Tidligere vindere af prisen som Årets Leder:

  • 2016: Direktør Marianne Benzon Nielsen, Børnecancerfonden

  • 2015: Administrerende direktør Dorthe Crüger, Sygehus Lillebælt

  • 2014: Lakridsinnovatør Johan Bülow, Lakrids by Johan Bülow

  • 2013: Administrerende direktør Niels Duedahl, energi- og teleskabet SE

  • 2012: Koncernchef Carsten Bjerg, Grundfos

  • 2011: Skoleleder Lise Egholm, Rådmandsgades Skole

  • 2010: CEO Christian Clausen, Nordea

  • 2009: Oberst Kim Kristensen, Forsvaret

  • 2008: Koncernchef Ditlev Engel, Vestas Wind Systems

  • 2007: Koncernchef Nils Smedegaard Andersen, A.P. Møller-Mærsk

  • 2006: Administrerende direktør Jørgen Vig Knudstorp, Lego

  • 2005: Koncernchef Henning Dyremose, TDC

  • 2004: Direktør Jørgen Mads Clausen, Danfoss

  • 2003: Direktør Alfred Josefsen, Irma

  • 2002: Nationalbankdirektør Bodil Nyboe Andersen

 

 

Vær med til kåringen af Årets Leder 2017