Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

"Nul-fyringspolitik" får medarbejdere og bundlinje til at blomstre

18. april 2016

E-handelsvirksomheden Next Jump indførte en politik om aldrig at fyre medarbejdere – og fik overraskende resultater. Det skriver det elektroniske tidsskrift Ledelse i Dag i en ny artikel.

"Hvad ville der ske, hvis du aldrig kunne afskedige en medarbejder?" Det eksperiment er ført ud i livet i virksomheden Next Jump, der arbejder med e-handel og har 200 medarbejdere fordelt på kontorer i England og USA. I Ledelse i Dag skriver ledelses- og strategirådgiver Maiken Piil om virksomhedens strategiskifte fra "hurtig fyring" til "nul fyring".

Læs på Ledelse i Dag

En livslang ansættelse giver tryghed for medarbejderen. Men hvad betyder det for ledelsen og forretningen?

Ledelses- og strategirådgiver Maiken Piil

- En livslang ansættelse giver tryghed for medarbejderen. Men hvad betyder det for ledelsen og forretningen? Kan man blive ved med at udvikle og motivere en medarbejder år efter år, spørger Maiken Piil, der har interviewet Kevin McCoy, managing director for Next Jump i London.

Seks år efter skiftet er den årlige vækst i virksomheden steget fra 25 procent om året til 100 procent årligt. Samtidig er medarbejdertilfredsheden øget væsentligt.

LÆS OGSÅ: Nordisk ledelsesstil batter på bundlinjen og giver tilfredse medarbejdere

Next Jump har skabt en organisation, hvor personlig udvikling gennemsyrer alle aspekter af forretningen. HR-afdelingen er nedlagt, fordi opgaver som rekruttering, evaluering og udvikling er alles ansvar.

- Udvikling af medarbejdere er en del af vores forretning. Hvis man bruger tid på arbejde på sig selv, bliver man bedre. Og når man så arbejder med forretningen, er man mere effektiv, fordi man har udviklet sig til et højere niveau, siger Kevin McCoy.

Virksomheder som Next Jump lykkes med det, som mange stræber efter: At skabe organisationer, hvor mennesker og bundlinje trives.

Ledelses- og strategirådgiver Maiken Piil

Så selvom medarbejderne bruger arbejdstid på personlig udvikling – og dermed færre arbejdstimer på kerneforretningen – er omsætningen steget markant. Kevin McCoy forklarer, at mere traditionelle virksomheder gerne betaler for at tiltrække talent, men ikke er villige til at betale for at udvikle og fastholde talent.

LÆS OGSÅ: Ledere ser medarbejderne som deres vigtigste opgave

Selvom en "nul-fyringspolitik" ikke er for alle virksomheder, fremhæver Maiken Piil, at der er læring at hente i transformationen hos Next Jump.

- Virksomheder som Next Jump lykkes med det, som mange stræber efter: At skabe organisationer, hvor mennesker og bundlinje trives, og hvor emner som innovation, stress, medarbejdertrivsel og tiltrækning og fastholdelse af talenter ikke er på listen over "udfordringer, der skal håndteres", skriver Maiken Piil.