Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Nordisk ledelsesstil eller nordisk narcissisme?

02. maj 2016

De nordiske lande elsker forestillingen om en særlig nordisk ledelsesstil med flade hierarkier og selvledende medarbejdere. Men modellen kan komme til kort i konkurrencen med udlandet, mener professor Ove Kaj Pedersen fra Copenhagen Business School.

I det elektroniske tidsskrift Ledelse i Dag tøver Ove Kaj Pedersen ikke med at betegne tidens superlativer om den nordiske ledelsesstil som nordisk narcissisme.

- I en verden, hvor stater er i konkurrence med hinanden, søger man naturligvis sine egne fordele. I Norden har vi peget på den nordiske ledelsesmodel som en af vores konkurrencefordele, men vi er nødt til at skelne mellem realiteter og visioner, siger CBS-professoren i interviewet.

LÆS OGSÅ: Når lederen bærer vikingehjelm

Ove Kaj Pedersen understreger, at hans hjerte hverken banker for den ene eller anden ledelsesretning. Men han ser nogle dilemmaer, som virksomhedsledere står over for – og som visionen om den nordiske ledelsesmodel ikke bidrager med løsninger af.

Læs på Ledelse i Dag

Den flade ledelsesstruktur skaber et stort paradoks mellem ledelse og selvledelse. Man er leder, men man må ikke være det.

Professor Ove Kaj Pedersen

- Danske ledere skal forholde sig til udfordringer, som modellen ikke beskriver. Den flade ledelsesstruktur skaber et stort paradoks mellem ledelse og selvledelse. Man er leder, men man må ikke være det. Samtidig er vi under indflydelse af globaliseringen, og danske virksomheder er i en helt anden konkurrencesituation end dengang, modellen blev beskrevet, siger Ove Kaj Pedersen.

LÆS OGSÅ: Nordisk ledelsesstil batter på bundlinjen og giver tilfredse medarbejdere

Ove Kaj Pedersen opfordrer til, at den nordiske ledelsesmodel holdes som en hjemmebanefordel og ikke anvendes i direkte konkurrence med for eksempel amerikanske virksomheder, hvor ledere er uddannet i faget ledelse:

Visionen om nordisk ledelse er ikke falsk – men den er udfordret af realiteterne.

Professor Ove Kaj Pedersen

- Kan Norden tilføre verden noget? Vi har en masse fordele, men vi er også et lukket kultursamfund uden en imperialist tradition. Vi er ikke vant til at lede andre. Vi vil ikke ud i verden. Visionen om nordisk ledelse er ikke falsk – men den er udfordret af realiteterne. Og vi skal ikke sende nordiske ledere ud i verden uden bukser og livrem – for så får de tæsk derude, siger Ove Kaj Pedersen.

Professor Ove Kaj Pedersen er en af oplægsholderne på konferencen Den Nordiske Superleder, der er arrangeret af Ledelse i Dag og finder sted i København og Aarhus henholdsvis 8. og 9. juni.