Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Mest efteruddannelse til offentlige ledere

24. oktober 2016

Mens over halvdelen af de offentlige ledere inden for de seneste tre år har deltaget i efteruddannelse på offentlige uddannelsesinstitutioner, gælder det kun for 27 procent af de private ledere. Det viser en ny undersøgelse fra Lederne.

Der er stor forskel på, hvor meget efteruddannelse offentlige og private ledere får. I undersøgelsen, der er foretaget i samarbejde med YouGov, er 798 ledere blevet spurgt ind til, om de inden for de seneste tre år har deltaget i efteruddannelse på enten erhvervsskole, erhvervsakademi, professionshøjskole eller universitet/handelshøjskole. Blandt de offentlige ledere har 52 procent svaret ja, mens det kun gælder for 27 procent af de private ledere.

Uddannelseschef hos Lederne Thomas Christensen ærgrer sig over, at forskellen er så stor i de to sektorer:

- Det er bekymrende, at så få ledere i den private sektor får efteruddannelse. En af årsagerne til det er, at mange private ledere ikke kender til deres muligheder inden for efteruddannelse, siger Thomas Christensen.

Ledernes undersøgelse viser da også, at kendskabet til de forskellige uddannelsesinstitutioner er langt større hos offentlige ledere end hos private ledere. For eksempel er det kun 13 procent af de private ledere som i høj grad kender til professionshøjskoler som udbydere af lederuddannelser, hvorimod det gælder for 44 procent af de offentlige ledere.

LÆS OGSÅ: Kvindelige ledere har bedst styr på efteruddannelse

 

Uddannelsesinstitutionerne skal måske blive bedre til at markedsføre sig over for den private sektor og øge kendskabet til mulighederne

Uddannelseschef hos Lederne Thomas Christensen

- Offentlige ledere er bedre orienteret om mulighederne for efteruddannelse, fordi der er en større tradition for at uddanne ledere i det offentlige uddannelsessystem.  Men det handler også om, at uddannelsesinstitutionerne måske skal blive bedre til at markedsføre sig over for den private sektor og øge kendskabet til mulighederne. Vi har en række offentligt finansieret uddannelsesinstitutioner, som gerne skal komme begge sektorer til gavn, siger Thomas Christensen.

Manglende efteruddannelse kan spænde ben for sektorskift
Han påpeger, at den manglende efteruddannelse i den private sektor kan gøre det sværere for private ledere at blive ansat i en offentlig lederstilling.

- Private ledere har masser af erfaring og kompetencer, men de har ofte ikke ligeså meget formel uddannelse i traditionel forstand, som de offentlige ledere har. En lederstilling i det offentlige kræver tit en diplomuddannelse i ledelse, men mange private ledere har opnået deres kompetencer gennem en bred vifte af både formel og uformel kompetenceudvikling og ikke nødvendigvis gennem en formel lederuddannelse som eksempelvis en diplomuddannelse i ledelse, siger Thomas Christensen.

LÆS OGSÅ: Ledere dropper efteruddannelse af hensyn til livsbalancen  

Især i de små og mellemstore virksomheder, kan man som leder have oplevelsen af at stå lidt alene med at kæmpe for sin efteruddannelse, fortæller Thomas Christensen, som også opfordrer virksomhederne til i højere grad at give plads og tid til, at lederne kan opkvalificere sig.