Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Medarbejderes usunde livsstil er ikke en privat sag

06. marts 2017

Hver anden leder er parat til at påtale usund livsstil hos en medarbejder. Det viser en ny undersøgelse fra Lederne, der offentliggøres i dag. Arbejdsmiljøchef hos Lederne Lars Andersen mener, at ledere skal blande sig udenom, medmindre den usunde livsstil påvirker arbejdsindsatsen.

52 procent af de i alt 1.373 adspurgte ledere erklærer sig ”enige” eller ”delvist enige” i, at de er villige til at påtale usund livsstil hos medarbejdere. Hver fjerde, 27 procent, mener, at sundhed er en privat sag, som lederen ikke skal blande sig i.

Undersøgelsen, der er foretaget i samarbejde med analyseinstituttet YouGov, viser desuden, at 44 procent af lederne fortrinsvist ansætter personer, der har en sund livsstil.

Har din medarbejders livsstil en negativ indvirkning på arbejdsindsatsen, så bland dig. Hvis ikke, så bland dig udenom

Arbejdsmiljøchef hos Lederne Lars Andersen

- Hvis medarbejderen udfører sit arbejde på en tilfredsstillende måde, skal man som leder være varsom med at blande sig i hans eller hendes livsstil. Det udelukker ikke, at man går op i sine medarbejderes sundhed. Man kan fremme sundheden ved at sætte nogle gode rammer op, så det er muligt for medarbejderne at foretage sunde valg på arbejdspladsen, siger Lars Andersen.

Han lægger vægt på, at der er stor forskel på at indføre kollektive sundhedsordninger i virksomheden, og så at udpege enkelte medarbejdere og tage dem ind til en til samtale om deres livsstilsvalg. I nogle tilfælde kan der dog være grund til at gribe ind, medgiver arbejdsmiljøchefen.

FRA SAMME UNDERSØGELSE: Markant overvægt kan blokere for nyt job

- Hvis medarbejderens arbejdsindsats er påvirket af den usunde livsstil, er det en ledelsesopgave at bringe det op. Det kan være, at man har en medarbejder, som ikke sover nok om natten, hvilket betyder, at han er træt, uoplagt og irritabel, når han er på arbejde. I sådanne tilfælde er det i orden, at man som leder konfronterer medarbejderen med hans performance. Hvis medarbejderen i den forbindelse åbner op og inviterer til en mere personlig samtale om baggrunden for den manglende søvn, er det naturligvis helt fint, at lederen går ind i dialogen, siger Lars Andersen.

Ulige magtforhold mellem leder og medarbejder

Han anbefaler, at vanskelige samtaler med medarbejdere foregår under fire øjne, og at lederen er velforberedt og bevidst om sin måde at kommunikere på.

Ledere skal også holde sig for øje, at magtforholdet mellem leder og medarbejder er ulige. Det gør det svært for medarbejdere at sige fra, hvis lederen på den ene eller anden måde overskrider deres grænse i forhold til at blande sig i deres private valg.

FRA SAMME UNDERSØGELSE: Ledere siger nej til kontant belønning for lavt sygefravær

- Lad os sige, at en leder har en medarbejder, som ryger cigaretter, når han ikke er på arbejde. En dag tager lederen fat i medarbejderen og siger i en bestemt tone, at han bør stoppe med at ryge. Medarbejderen ved godt, at lederen ikke kan kræve, at han stopper med rygningen, men det kan stadig være grænseoverskridende at blive konfronteret og dømt af sin leder for de valg, man foretager uden for arbejdstiden. Det korte af det lange er: Har din medarbejders livsstil en negativ indvirkning på arbejdsindsatsen, så bland dig. Hvis ikke, så bland dig udenom, fastlår Lars Andersen.

den vanskelige samtale