Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Medarbejdere er virksomheders digitale ambassadører

23. oktober 2017

Virksomheder, der forstår at engagere medarbejderne i virksomhedens kommunikation, vil vinde den hårde kamp om modtagernes opmærksomhed. Det mener digital kommunikationskonsulent Rikke Damgaard, der i sommer udgav den første bog på dansk om employee advocacy.

Employee advocacy handler om at engagere medarbejdere i virksomhedens digitale brand ved at invitere dem til at være med til at sprede virksomhedens budskaber via deres sociale netværk. Ifølge Rikke Damgaard er det blevet sværere for virksomheder at få ørenlyd på de sociale medier med klassiske markedsføringsbudskaber. Tendensen er, at forbrugere er blevet døve over for klassiske reklamer og stedet lytter efter, hvad andre forbrugere mener. Det kan for eksempel være ens venner.

Hvis medarbejdere er drevet af deres passion, og hvis det er den, der får dem til at gå på arbejde hver dag, så er det helt oplagt, at de får lov til at bidrage med deres faglighed, gejst og erfaringer via deres job

Digital kommunikationskonsulent Rikke Damgaard

- Hvis du som virksomhed vil være ”en af vennerne,” skal du opføre dig som en ven – og det er ikke ved at tale om din virksomhed og din virksomheds produkter. Det er ved at forstå præmissen for modtagerens ageren på de forskellige platforme og ved at skabe indhold, der er værdifuldt, personligt og giver mening for dem, skriver Rikke Damgaard i en ny artikel i Ledernes digitale tidsskrift Ledelse i Dag.

Opgaven er at sætte mennesker i centrum af virksomhedens kommunikation på sociale medier. Både medarbejdere og ledere skal gøres til digitale ambassadører.

LÆS OGSÅ: Fire ud af fem virksomheder synes godt om sociale medier

- Employee advocacy fungerer ud fra princippet om, at mange bække små gør en stor å. Hvert opslag medarbejderne bidrager med, bliver sammen med andre kommunikative elementer til virksomhedens samlede brand. Så selv om hver medarbejder kun bidrager med en lille brøkdel af den store fortælling om din virksomhed, så har det en betydning i det store billede, påpeger Rikke Damgaard, der til daglig rådgiver virksomheder om, hvordan de kommer i gang med employee advocacy.

Virksomhedens ”hvorfor” er afgørende
Der har de seneste år været talt og skrevet meget om at finde ind til virksomhedens ”hvorfor”. Kunder køber ikke, hvad en virksomhed gør, de køber hvorfor den gør det. For mange medarbejdere har det også stor betydning, at det, de beskæftiger sig med, bidrager til noget, der giver mening. For at arbejde med employee advocay skal man derfor finde ind til det, der giver medarbejderne arbejdsglæde – og de bedste ambassadører er dem, der er drevet af passion.

LÆS OGSÅ: Største udfordring ved lederjobbet er at motivere medarbejdere

- Hvis medarbejdere er drevet af deres passion, og hvis det er den, der får dem til at gå på arbejde hver dag, så er det helt oplagt, at de får lov til at bidrage med deres faglighed, gejst og erfaringer via deres job. Der, hvor medarbejderens personlige passion er fælles med virksomhedens eksistensgrund, findes det fælles formål for begge parter. Og deler medarbejderen opdateringer om sin passion, der er fælles med virksomhedens eksistensgrundlag eller værdier, i sit sociale netværk – vel at mærke med virksomhedens brand i ryggen eller med virksomheden som en del af fortællingen – så er det employee advocacy, skriver Rikke Damgaard.

I Ledelse i Dag kan man læse Rikke Damgaards gode råd til at komme i gang med employee advocacy.