Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Markant overvægt kan blokere for nyt job

27. februar 2017

Alt for mange kilo over bæltestedet kan være en hindring for at komme i betragtning til et job. Det viser en ny undersøgelse fra Lederne baseret på svar fra 1.373 ledere. Ifølge undersøgelsen vil flere end hver tredje leder således undgå at tilbyde job til personer, som er markant overvægtige.

37 procent af de adspurgte ledere erklærer sig i undersøgelsen ”delvis enig” eller ”enig” i, at de som leder vil undgå at ansætte markant overvægtige personer. 24 procent svarer, at de hverken er uenige eller enige, mens 38 procent ikke vil fravælge markant overvægtige personer.

Når man som leder skal ansætte, bør det altid være ansøgerens faglige og personlige kvalifikationer, der bliver vurderet – ikke ansøgerens vægt eller for den sags skyld højde eller hårfarve

Arbejdsmiljøchef hos Lederne Lars Andersen

Og gruppen af danskere, som dermed risikerer at blive fravalgt til job på grund af deres vægt, vokser. Ifølge en ny fælles nordisk befolkningsundersøgelse, som DTU Fødevareinstituttet har foretaget, og som blev offentliggjort i sidste måned, bliver stadig flere voksne svært overvægtige. I 2011 var 11 procent af de voksne i de nordiske lande svært overvægtige, og andelen er i 2014 vokset til 13 procent. Det svarer til, at der nu er cirka 200.000 svært overvægtige voksne i Norden.

FRA SAMME UNDERSØGELSE: Boom i sundhedsforsikringer og gratis bananer

 Når man som leder skal ansætte, bør det altid være ansøgerens faglige og personlige kvalifikationer, der bliver vurderet – ikke ansøgerens vægt eller for den sags skyld højde eller hårfarve. Men der er typer af job, som markant overvægtige vil have vanskeligt ved at udføre, for eksempel hvis jobbet indbefatter at skulle stå op i lang tid eller gå på stiger. I de situationer bliver den potentielle nye medarbejders overvægt en væsentlig del af den samlede kompetencevurdering, siger arbejdsmiljøchef hos Lederne Lars Andersen.

Har man som leder markant overvægtige blandt sine medarbejdere, er meningerne blandt lederne meget delte om, hvorvidt det er en ledelsesopgave at tage en samtale med den overvægtige om vægtproblemerne.  Ifølge Ledernes nye undersøgelse mener 33 procent af de adspurgte, at det ér en del af ledelsesopgaven, mens 50 procent af lederne svarer ”nej” til, at man som leder skal indkalde til en samtale om vægt. 17 procent af respondenterne er i tvivl og svarer ”ved ikke”.

FRA SAMME UNDERSØGELSE: Sundhedsordninger skal øge tilfredshed og nedbringe sygefravær

- Medarbejdernes livsstil, herunder deres spisevaner og forhold til at dyrke motion, er som udgangspunkt en privat sag, og det er ikke lederens ansvar at blande sig i, om medarbejderne er overvægtige. Det er ikke en ledelsesopgave at håndhæve skønhedsidealer, og lederen skal hverken forholde sig til medarbejdernes BMI eller kondital, så længe den indsats, medarbejderne yder på jobbet, er tilfredsstillende. Men hvis en medarbejders markante overvægt begynder at få indflydelse på den pågældendes performance eller evne til at udføre arbejdet, er det en anden situation. I de tilfælde bør lederen reagere og tage en samtale med medarbejderen først og fremmest med det formål at sikre en tilfredsstillende indsats, men også for at forebygge fravær og fastholde medarbejderen i jobbet, pointerer Lars Andersen.

Undersøgelsen er foretaget i samarbejde med analyseinstituttet YouGov. Den offentliggøres i sin helhed i marts.