Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Mangel på tid står i vejen for god ledelse

01. februar 2016

Tiden går, tiden flyver og tid er der bare aldrig nok af. Og for lederne på de danske virksomheder kommer manglen på tid ind som en klar nummer ét, når lederne skal pege på de faktorer, som står i vejen for at udøve god ledelse. Det viser en ny undersøgelse fra Lederne.

Ifølge undersøgelsen, som er baseret på svar fra 4.240 ledere, vurderer 41 procent af lederne, at "for lidt tid til mine opgaver" i høj eller meget høj grad er en begrænsning for at udøve god ledelse. 36 procent af lederne oplever uhensigtsmæssige systemer og procedurer som en bremseklods, mens 33 procent af de adspurgte ledere mener, at uklare eller skiftende signaler fra den øverste ledelse i høj/meget høj grad står i vejen for at kunne lede optimalt.

Mange ledere kan blive endnu bedre til at prioritere, forventningsafstemme med den øverste ledelse og lægge realistiske tidsplaner for sig selv.

Ledelsesrådgiver hos Lederne Flemming Andersen

Ledelsesrådgiver hos Lederne Flemming Andersen ser flere årsager til, at følelsen af at mangle tid topper listen over begrænsninger for at udøve god ledelse.

LÆS OGSÅ: Godt samarbejde giver energi og plus på bundlinjen

- Det handler om, at mange ledere kan blive endnu bedre til at prioritere, forventningsafstemme med den øverste ledelse og lægge realistiske tidsplaner for sig selv. Helt enkelt drejer det sig om, at tager man én ny opgave ind, skal en anden sorteres fra. Lederne har i forvejen en lang arbejdsuge på gennemsnitligt over 44 timer, så det nytter ikke noget bare at sige ja til mere og mere. Men det handler for mange ledere også om, at de hænger fast i deres faglighed i stedet for at fokusere på at være ledere, og det betyder i sidste ende, at de har svært ved at leve op til de større og større forventninger, medarbejderne har til deres leder, forklarer Flemming Andersen.

Grundlæggende er ledere vældig ambitiøse og særdeles pligtopfyldende – men også for dårlige til at sige fra.

Ledelsesrådgiver hos Lederne Flemming Andersen

Han opfordrer lederne til løbende at kigge kritisk på de opgaver, der lander på bordet, og stille sig selv to spørgsmål: Hvad er min præcise rolle som leder? Hvor skal jeg have mit fokus?

LÆS OGSÅ: Engagement smitter

- Grundlæggende er ledere vældig ambitiøse og særdeles pligtopfyldende – men også for dårlige til at sige fra. Og følelsen af, at man hele tiden er bagud med opgaverne og mangler tid, er ikke kun en begrænsning i forhold til at kunne lede optimalt. Det kan samtidig føre til dårlig trivsel og i sidste ende stress, pointerer Flemming Andersen.

Undersøgelsen "Hindringer for god ledelse" er foretaget i samarbejde med analyseinstituttet YouGov. Den offentliggøres i sin helhed senere i februar.