Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Mandlige ledere holder kun kort barsel

16. oktober 2017

77 procent af de mandlige ledere tager maksimalt 14 dages orlov, når de bliver fædre. Det viser en undersøgelse fra Lederne, der offentliggøres i dag. Både far, mor og børn vil have gavn af, at fædre kommer mere på banen, mener ligestillingsminister Karen Ellemann og viceadministrerende direktør hos Lederne Bodil Nordestgaard Ismiris.

I næste udgave af Magasinet Lederne, der udkommer torsdag den 19. oktober, stilles der skarpt på fædres brug af barselsorlov. Lederne er gået sammen med ligestillingsminister Karen Ellemann om Aktion Fars Orlov – en kampagne, der skal få fædre til at tage mere barsel.

En ny undersøgelse fra Lederne blandt 2.335 ledere viser, at 77 procent af de mandlige ledere maksimalt tog 14 dages fædreorlov ved deres seneste barns fødsel. 15 procent af dem holdt mindre end 14 dages barsel.

Der er et svensk studie, som viser, at jo større del far tager af fædreorloven, desto større chance er der for, at barnet får succes i skolen

Viceadministrerende direktør Bodil Nordestgaard Ismiris

Det ærgrer viceadministrerende direktør i Lederne Bodil Nordestgaard Ismiris, at de mandlige lederes andel af barslen er så begrænset.

- Ledere er rollemodeller og bør gå foran, og når kun 22 procent af vores egne mandlige medlemmer holder mere end 14 dages orlov, så sætter det en kedelig norm for, hvad der er legitimt på arbejdspladsen. Det må også formodes at have en negativ effekt på medarbejderne, siger Bodil Nordestgaard Ismiris til Magasinet Lederne.

 

Giv plads til far

Manglende rollemodeller er dog ikke den eneste barriere for mænds barsel. Undersøgelsen, som er foretaget i samarbejde med analyseinstituttet YouGov, viser, at morens ønske om selv at holde lang orlov opleves som en stor barriere for, at fædrene kan komme på banen. Blandt de mænd, som kun holdt 14 dages fædreorlov eller mindre, svarer 54 procent, at det i høj eller i meget høj grad skyldes, at barnets mor foretrak at holde mest mulig orlov selv.

 

LÆS OGSÅ: Familieliv blokerer for flere kvinder i ledelse

Karen Ellemann og Bodil Nordestgaard er enige om, at kvinder skal blive bedre til at lade fædrene komme til.

- Den der opfattelse af, at det er min orlov, og det er mig, der er omsorgsgiveren, er rigtig mange nybagte mødre bærere af. Stop det. Lad nu far komme til, for far vil gerne, og det er et vigtigt budskab for mig også, siger Karen Ellemann til Magasinet Lederne.

 

Brug for berigelse af debatten

Ifølge dem er øremærket barsel og tvang ikke en god løsning. I stedet er der brug for mere viden og oplysning om, hvordan fædres barsel gavner både mor, barn og faren selv.

                            

- Vi mener, at vi skal berige debatten med ny viden, som kan overbevise både far og mor om, at far skal mere på banen. Der er et svensk studie, som viser, at jo større del far tager af fædreorloven, desto større chance er der for, at barnet får succes i skolen. Sådan en viden har vi ikke bragt i spil tidligere. Tænk, hvad det kunne flytte, hvis vi i Danmark kunne lave et lignende studie, der viser, at hvis far involverer sig fra den spæde start i sit barn, så har det betydning for, hvordan barnet klarer sig efterfølgende på en lang række parametre – det gælder trivsel, kognitivt, socialt og endda karakterer. Ligegyldigt hvor lang barsel du tager som mor, vil du aldrig kunne kompensere for det en far kan give, understreger Bodil Nordestgaard Ismiris.

Læs mere